Matt Nagy og Ryan Pace er fortid i Chicago Bears efter en skuffende sæson.

Det er næppe den største overraskelse i NFL, men nu er det formaliseret. Chicago Bears har besluttet at afskedige cheftræner Matt Nagy og general manager Ryan Pace efter en skuffende sæson, hvor det traditionsrige franchise tabte 11 af 17 kampe og sluttede næst sidst i NFC North-divisionen – kun tre kampe foran upåagtede Detroit Lions.

I løbet af sæsonen er Matt Nagy især blevet kritiseret for ikke at være den rette mand til at forløse Justin Fields ubestridelige potentiale. Hverken ud fra et angrebs-, træner- og ledelsesmæssigt perspektiv.

Læs også: Chok i Miami – Brian Flores fyret

Angrebets manglende succes i 2021-sæsonen understreges ved, at Bears scorede sjette færrest point (18,3), producerede niende færrest yards (307,4) og havde den dårligste konverteringsprocent på tredje down-situationer (34,72 pct.) i NFL.

Matt Nagy nåede at stå i spidsen for Chicago Bears i 65 grundspilskampe fra 2018 til og med 2021-sæsonen. Og han lagde ellers godt ud – i hvert fald på resultatfronten – ved at vinde 12 af 16 kampe i sin debutsæson, hvortil Bears vandt NFC North i overbevisende stil. Ikke desto mindre tabte Bears i første runde af slutspillet til Philadelphia Eagles, og siden hen formåede Nagy ikke at vinde flere kampe, end han stod i spidsen for.

Foruden Matt Nagy er Ryan Pace også fortid i Chicago efter, at han har været ansat som general manager siden 2015. Pace var bl.a. manden, der rekrutterede John Fox til Chicago og hentede Mitchell Trubisky ind med det andet valg i 2017-draften – begge var skelsættende beslutninger med manglende succes som følge.

Læs også: Minnesota Vikings fyrer Mike Zimmer og Rick Spielman