Der er fortsat godt gang i transfervinduet, og mange spillere har fundet nye klubber, men der er stadig et par store profiler på det frie marked.

Det har været et par hæsblæsende uger med klubskifter, store kontrakter og overraskende handler. Men der er stadig masser af interessante navne, som venter på at få ny arbejdsgiver!

Du kan se hele vores Top 100 (plus det løse) over årets mest attraktive free agents, og hvor de har skrevet under, og herunder finder du 10 markante spillere, som kan hjælpe de fleste klubber men fortsat står uden kontrakt.

Læs også: Free agency tracker: Hold for hold

1) Justin Simmons, S, Denver
Bortset fra Antoine Winfield Jr, der er franchise tagget af Buccaneers, så er Simmons ubetinget det her transfervindues mest attraktive safety. Han blev fritstillet af Denver og er fri til at forhandle med alle hold.

2) Connor Williams, IOL, Miami
Nok det mindst sexede navn i top 10 men stadig en spiller, der kan forstærke enhver trup. Måske derfor er der også en vis sandsynlighed for, at han bliver i Miami. Dolphins har i forvejen mistet Robert Hunt til Carolina.

3) Xavien Howard, CB, Miami
Vel i en to-tre år NFLs bedste cornerback, inden alder (31) og skader sendte ham på sidelinjen. Han skulle lige vente på, at blive officielt fritstillet i onsdags, inden hans marked åbner sig. Men mon ikke flere klubber vil tage en chance på den atletiske corner.

4) Jadeveon Clowney, Edge, Baltimore
“Han har altid været Raven, og bare ikke vidst det”. Sådan lød det sidste år om Clowney, men alligevel har Ravens ikke forlænget ham. Der er stadig interesse for det tidligere nr. 1 pick, så mon ikke han snart finder en ny arbejdsgiver.
OPDATERET: Clowney vender hjem til sin fødeby

5) Stephon Gilmore, CB, Dallas
Den tidligere Defensive Player of the Year beviste sidste år, at han stadig kan spille den svære cornerback-position, selvom han er blevet 33. Det er langt fra umuligt, at Dallas hiver ham tilbage, men lige nu står han uden klub.

6) Josh Reynolds, WR, Detroit
Den hurtige receiver har fulgt Jared Goff, hvor han end har været. Først hos Los Angeles Rams og siden hos Detroit Lions, men nu lader det til at deres veje skilles. Reynolds er ikke blevet forlænget.
OPDATERET: Josh Reynolds skifter til Denver Broncos

7) Tyler Boyd, WR Cincinnati
Heller ikke Tyler Boyd fra Cincinnati Bengals er blevet forlænget. Han befinder sig lidt i et dødvande, hvor klubben har nok at gøre med at få en ny kontrakt på plads med Tee Higgins. Lykkes det, kommer turen til Boyd. Måske…

8) David Bakhtiari, OT, Green Bay
Stor, stærk, rutineret… men meget skadesplaget. Har ikke fuldført de seneste fire sæsoner og 10 års slid har efterhånden sat sit præg på den 32-årige krop. Packers opgav (modvilligt) på ham, men han har ikke selv opgivet selv at fortsætte karrieren (endnu).

9) Odell Beckham Jr., WR, Baltimore
Næste stop: Miami. Det er i hvert fald det, der forlyder omkring Mr. One-hand-catch. Den tidligere superstjerne har efterhånden været en del omkring i ligaen, men er aldrig helt kommet sig over den korsbåndsskade han fik i Super Bowl 56.

10) Jamal Adams, S, Seattle
Det er lidt vildt at tænke på, at Jamal Adams stadig kun er 28. Han blev draftet i første runde med pick 6 af Jets i 2017, tradet for to 1.-runde picks til Seattle bare to år senere. Sat rekorder for flest sacks af en safety, men bare aldrig rigtig blevet en superstjerne. Hvor skal han hen nu?

Bonus: Calais Campbell, DL, Atlanta
Måske synger karrieren på sidste vers for en af ligaens største spillere. Da han var i sin prime var han en force, men nu er alderen efterhånden ved at indhente ham. Den 37-årige Campbell er to gange All Pro, og har spillet for Cardinals, Jaguars, Ravens og Falcons.

Læg i øvrigt mærke til at franchise taggede spillere som Josh Allen, Antoine Winfield Jr og Tee Higgins ikke er med på vores top 10 her.