Sean Payton: Free agency bliver udsat

0

New Orleans Saints headcoach Sean Payton sagde lørdag, at han forventer årets free agency bliver udsat pga. Corona-virussen.

Mens NFL flere gang har gentaget, at man ikke kommer til at ændre datoer og fortsætter som planlagt, så kom Sean Payton med en anden melding lørdag.

Og her er det ikke så væsentligt, at han er træner for New Orleans Saints, men mere væsentligt at han sidder i NFLs Competition Committee, der kigger på justeringer af regler og udstikker retningslinjer for f.eks. free agency (transfervindue, red.).

“Som noget af det første, tror jeg, starten på det nye NFL-år, der begynder onsdag, og free agency bliver udsat” sagde Payton til avisen New Orleans Times-Picayune.

NFL-sæsonen 2020 begynder officielt på onsdag d. 18. marts, og dermed går free agency også i gang, hvor nye kontrakter underskrives, spillere skifter klubber, andre fyres og vigtige uger og måneder begynder frem mod draft, training camps og sæsonstarten.

Men faktisk tyvstarter free agency allerede mandag, når den såkaldte “legal tampering” periode begynder. Legal tampering er egentlig meget modsigende og betyder “lovlig ulovlig kontakt”, og betyder at holdene kan begynde at forhandle med spillere og agenter 48 timer inden free agency officielt går i gang.

Lørdag nat dansk tid stemte NFLs over 2000 spillere om den nye overenskomst, og NFL og NFLPA kommer med en endelig udmelding angående starten på free agency, når resultatet af afstemningen foreligger søndag.

Opdateret: Spillerne godkendte overenskomsten med mindst mulig margin

Vi venter i spænding…