Carolina Panthers med den nye headcoach Frank Reich i spidsen har været et af de mest aktive hold i free agency. Seneste tilføjelse er receiver DJ Chark fra Lions.

Carolina Panthers har skrevet kontrakt med free agent wide receiver D.J. Chark på en etårig aftale til en værdi af 5 millioner dollars.

2022-sæsonen gik ikke helt, som Chark havde håbet, da han skiftede fra Jaguars til Lions sidste sæson på en etårig kontrakt. En ankelskade begrænsede ham til kun 11 kampe, og hans 30 catches for 502 yards og tre touchdowns var heller ikke noget, der fik folk til at falde ned af stolen.

Alligevel er det overraskende, at Chark skulle vente så længe i free agency med at finde en ny klub og også, at han ikke var i stand til at få en større kontrakt.

Han kommer ellers oprindeligt fra det college, der lige nu er den største leverandør af superstjerne-receivere til NFL. Chark spillede for LSU, hvor Justin Jefferson, Jamaar Chase, Odell Beckham Jr. og Jarvis Landry også slog deres folder, men Chark har endnu ikke helt kunne leve op til de fires succes i NFL.

Han blev valgt af Jaguars i anden runde af 2018-draften, var omkring Lions sidste år og er altså nu landet hos Panthers.

Han er en høj (193 cm) og atletisk receiver med god fart og stadig kun 26 år gammel. Hans største force er måske at gribe bolde under pres, hvor han siden 2019 ligger på en syvendeplads i NFL med 16 grebne bolde, når der er kamp om bolden. Han ligner lige nu en god dyb trussel for Panthers og deres kommende rookie-quarterback.

Panthers havde brug for hjælp på receiver, hvor de tidligere i år hentede den tidligere Vikings-fanfavorit Adam Thielen og i har forvejen Terrace Marshall, som de draftede i anden runde i 2021 – i øvrigt også fra LSU.

Nu venter vi alle i spænding på, hvilken quarterback Panthers har et godt øje til i draften, hvor de jo har tradet til sig til pick nr. 1 i en kæmpe handel med Chicago Bears.