NFL er i gang med det modsatte af agurketiden, og nu er den største brik, der ikke involverer Aaron Rodgers, faldet.

Chicago Bears og Carolina Panthers er enige om en handel, der sender førstevalget i draften fra The Windy City til sydlige Carolina. Det skriver ESPNs reporter, Adam Schefter, på Twitter.

Det har længe været rygtet, at Bears ville af med førstevalget samt, at Panthers var interesserede. Nu er rygterne blevet til virkelighed og handlen er effektueret.

Prisen for førstevalget og retten til at vælge mellem alle draftbare spillere var ikke ubetydelig. Panthers siger farvel til valg nummer 9 og 61 i dette års draft, et førsterundevalg i 2024, et andetrundevalg i 2025 OG holdets utroligt dygtige receiver, D.J. Moore.

Panthers har længe været desperate efter en dygtig og rask quarterback, nu får de chancen for at sikre sig netop det. Bryce Young, CJ Stroud, Will Lewis og Anthony Richardson var alle set som mulige top 10 valg, nu er de alle i spil til at blive valgt som den første spiller og dermed ny Panthers-profil. Skulle man tro diverse mock drafts på internettet, så var Richardson før handlen favorit til at lande i Carolina, mens CJ Stroud og Bryce Young er set som de mest NFL-klare quarterbacks i draften.

Det er dog nok de færreste Panthers-fans, der havde håbet at sige farvel til DJ Moore i den proces. Chicago skulle dog have været yderst vedholdende i diskussionerne omkring det værdifulde draftvalg.

Den 25-årige receiver har spillet alle sine fem sæsoner for klubben, siden de valgte ham i første runde af draften i 2018. I den periode har han haft tre sæsoner med mere end 1100 receiving yards trods ustabilt quarterbackspil.

Bears så sidste år en fin udvikling fra quarterback Justin Fields, men manglede talent på stort set alle andre positioner. De får nu chancen for at tilføje yderligere kvalitet til den offensive linje og forsvaret efter denne handel. Det sikrer og klubben en etableret receiver, der ydermere har flere år tilbage på en fornuftig kontrakt, som betaler ham 20 millioner dollars om året. Wide receiver var set som den største mangel på holdkortet, derfor er det svært at se traden som andet end en storsejr for Chicago.

Spilleren selv reagerede på trade på Twitter med et par chokerede emojis, så alt tyder på, at Moore selv ikke havde regnet med handlen.

Draften løber af stablen natten til fredag den 28. april, og du kan følge optakt til den begivenhed her på Gulklud.