Kansas City Chiefs har hentet Frank Clark fra Seattle Seahawks i bytte for et par draftvalg. I Kansas City har Clark fået en ny lukrativ kontrakt, der gør ham til NFL’s tredjebedst forsvarsspiller.

Efter en 2018-sæson, hvor Frank Clark leverede imponerende 13 sacks, valgte Seattle Seahawks at bruge det såkaldte franchise tag på ham i marts. Det gav Seahawks muligheden for at holde Clark fra at ramme markedet og at blive enige om en ny lang kontrakt. Hvis ikke dette lykkedes, ville han blive i Seattle på en lukrativ etårig kontrakt.

I den seneste tid har der dog været rygter om, at Seahawks skulle være klar til at trade pass rusheren. Det blev en realitet tirsdag aften.

Seahawks sender således Frank Clark til Kansas City Chiefs. I bytte får Seahawks et førsterundevalg i årets NFL-draft, nummer 29, samt et andenrundevalg i næste års NFL-draft. Derudover bytter parterne tredjerundevalg i årets NFL-draft.

Det skriver Adam Schefter fra ESPN.

Og efter at handlen er faldet på plads, har Frank Clark også fået den store kontrakt, han har ønsket sig.

Han skriver nemlig under på en ny femårig aftale til 105,5 millioner dollar. Det giver ham en årsløn på hele 21,1 millioner dollar, hvilket gør ham til den tredjebedst betalte forsvarsspiller i NFL. Kun Aaron Donald og Khalil Mack tjener mere om året.

Frank Clark, 25 år, blev valgt af Seattle Seahawks i anden runde af NFL-draften i 2015 og har siden stået for 35 sacks på fire sæsoner.

I Kansas City skal han være med til at afløse pass rush-duoen Justin Houston og Dee Ford, der i sidste sæson leverede 22 sacks tilsammen, men er blevet afskibet i denne offseason. Det skal Clark gøre sammen med Emmanuel Ogbah og Alex Okafor, som Chiefs også har hentet i foråret.