Selvom det har været en elendig start på sæsonen, så kan du stadig nå at vende det med et par kloge beslutninger på waiveren.
”Åhhh, hvor har jeg taget mange dumme beslutninger i draften. Det har ødelagt min sæson.”
Sådan er der sikkert mange, som har tænkt allerede, selvom der kun er spillet fire runder af fantasysæsonen. Og ja, det kan da se lidt skidt ud, hvis du har draftet Adrian Peterson, Keenan Allen eller Justin Forsett forholdsvis tidligt.
Det er bare vigtigt at huske, at fantasysæsonen ikke bliver vundet i draften. Den bliver vundet på waiveren. Den bliver vundet, når du tager de rigtige beslutninger. Har du stadig din første sejr til gode? Eller måske kun en enkelt i hatten? Fortvivl ikke. Vi vender skibet nu.
Der er nemlig mange interessante spillere på markedet.
Guf, guf, guf
James White, RB – New England Patriots
Tom Brady er tilbage. Det betyder, at James White er tilbage. Hans sæson har ikke været imponerende indtil videre, og Blount er starteren hos Patriots. Men så længe Dion Lewis er ude, så er James White altså manden, som du skal hente ind på dit hold. Brady elsker at kaste kort til sine runningbacks, og der er White den bedste. Tag chancen på ham. Specielt, hvis du er i en PPR-liga.
Steve Smith, WR – Baltimore Ravens
Det er da fuldstændig vanvittigt, at man kan finde en spiller af den her klasse på markedet. Smith ligner sig selv efter at være kommet sig oven på skaden. Han er en trussel både dybt og kort, og Joe Flacco elsker at kaste til ham. Smith kan gå direkte ind i startopstillingen og vende din sæson. Så gør alt, hvad du kan for at få fat i ham. Så har du omkring 10 point hver uge. Mindst.
Sammie Coates, WR – Pittsburgh Steelers
Kan han kun løbe den dybe rute? Meget tydede på det i starten af sæsonen. Han er den spiller i ligaen, der har flest catches over 40 yards. Men mod Kansas City Chiefs viste han, at han har meget mere i sig end bare den dybe rute. Og det er altså kun en fordel for Coates, at spillere som Le’Veon Bell og Markus Wheaton er tilbage. Det åbner mere op for ham. Der er utrolig meget potentiale i Coates i de rigtige matchups.
Væk, væk, væk
Golden Tate, WR – Detroit Lions
Det kan sagtens ske, at om 2-3 uger kommer der gang i Tate igen, men hans sæson er gravet dybt ned lige pt. Han fejlede enormt mod Bears, hvor han også blev bænket det meste af anden halvleg. Sæsonen er alt for kort til at have ham siddende på bænken. Der er for meget upside på waiveren til at holde på Tate.
Jay Ajayi, RB – Miami Dolphins
Måske er han starter, indtil Arian Foster kommer tilbage. Men helt ærligt, Dolphins’ løbeangreb stinker. Du stoler alligevel ikke nok på ham til at smide ham i startopstillingen, så du kan lige så godt smide ham virkelig langt væk. Jeg ville hellere lukke øjnene og klikke på en tilfældig på waiveren, end jeg ville have Ajayi på holdet. Væk med ham.
Skrevet af Frederik Palle (Dynasty 2544)








