Chicago Bears spiller søndag mod divisionsrivalerne Detroit Lions, og det bliver med en rookie som styrmand.

Quarterback Andy Dalton når ikke at blive klar til søndagen opgør mod Detroit Lions, og dermed bliver det for anden uge i træk Justin Fields, der starter på quarterback-positionen.

Adam Schefter fra ESPN kunne fortælle om udviklingen.

Bears vil håbe på, at det går væsentligt bedre end i sidste uge, hvor quarterbacken blev sacket hele ni gange. Det betød, at han blev nedlagt tre gange mere end han fandt en receiver i kastespillet. Fields ramte nemlig på kun seks ud af 20 kast i nederlaget til Cleveland Browns.

Chicago havde udnævnt Andy Dalton til starter før sæsonen blev sparket i gang, men en knæskade har sat en midlertidig stopper for den rolle. Dalton pådrog sig skaden i sejren over Cincinnati Bengals i spillerunde to. Skaden ramte i andet quarter, hvorefter Fields spillede resten af kampen. Bears handlede op i dette års draft for at sikre sig den tidligere Ohio State-stjerne, men angrebet har ikke fungeret, hverken med eller uden den dynamiske quarterback.

Lions spillede flot forsvar i sidste uge mod Ravens og Lamar Jackson. Derfor bliver det ikke en let opgave for Fields, der spiller sin første divisionskamp fra start i barske NFC North.