Nu eller aldrig
Tiden er kommet, hvor anden halvdel af sæsonen i fantasy football skal påbegyndes. Det er nu, at fårene skal skilles fra bukkene. Nu ved jeg ikke, hvordan det ser ud i lige præcis din fantasy liga, men i dem som jeg er involveret i er intet afgjort. Det forestiller jeg mig også er tilfældet i mange andre ligaer. Derfor er det nu, at de rigtige valg skal foretages og jeg håber du har været aktiv på waiveren. Denne uges waiver var nemlig særdeles spændende, da spillere som Dak Prescott, C. West, T. Hightower, D. Henry, Tyreek Hill, J.J. Nelson og mange flere pludselig blev yderst interessante.

Andet end blot stjerner
Der er ofte fokus på de prominente navne i fantasy football. Matt Ryan, Drew Brees, Aaron Rodgers, David Johnson, Ezekiel Elliott, Julio Jones, A.J. Green. Listen er lang og man kunne remse mange navne op her. Det er dog ikke en svær beslutning altid at starte disse spillere. To pladser på dit hold, der sjældent pådrager sig stor bevågenhed, men faktisk ofte er tungen på vægtskålen i fantasy kampene, er kickeren og forsvaret. Det vil Krystalkuglen i denne uge forsøge at stille skarpt på. Nøglen til dine sejre eller nederlag kan nemlig ofte ligge begravet lige her.

Giv mig de stabile kickere
Spark nu bare den bold op mellem stængerne. Hvor svært kan det være? Det har jeg da råbt af og til, når mine fantasykampe har været på vippen. Det må jeg ærligt indrømme. Man må dog ikke glemme det enorme pres kickere er under, men det altså deres job, så udfør det nu tak, når det drejer sig om mine fantasypoint. Spøg til side. Vejen fra ’hero to zero’ er ikke lang for en kicker. Det må være en hård verden at operere i.

Kickere er der ofte rigeligt af i din liga og jeg skifter ganske ofte på denne position. Derfor bruger jeg egentlig ganske betragteligt med tid på det. Der er mange ting at overveje, men følgende punkter er jeg særligt opmærksom på:

* Indendørs eller udendørs – Jeg foretrækker de kickere, der skal spille indendørs. Det giver de perfekte forhold og man behøver ikke bekymre sig om vejret. Vejret er vigtigt at have med i overvejelserne, da man naturligvis ikke altid kan finde en spiller, der spiller indendørs.

* Pålidelige angreb – Det kræver naturligvis, at holdet kickeren spiller på er i stand til at flytte bolden. Står de overfor en svær kamp vil kickeren ikke få nok muligheder. Samtidig må det hold de møder heller ikke være for svagt. Det betyder mange touchdowns og så får vores kicker ingen eller ganske få forsøg fra distancen. Derfor kigger jeg ofte efter de kickere, der er en del af et solidt angreb, som samtidig møder et forsvar af nogenlunde middel kaliber. Det giver mig en idé om, at vores kicker får mulighed for de field goals, der giver så vigtige fantasypoint.

* Holdkammerater – Jeg prøver generelt at styre udenom kickere, der spiller på et hold, hvor på jeg allerede har en spiller. Har jeg eksempelvis Ezekiel Elliott styrer jeg udenom Dan Bailey. Da de ikke begge kan score på samme angreb, undtaget ekstrapoint natuligvis, vil det åbenlyst gøre chancen for mange point til begge mindre. Der er naturligvis en lille undtagelse til den regel. Synes jeg, at mine match ups er langt bedre end min modstanders, så kunne jeg finde på, at gribe kampen konservativt an. For at tage det nævnte eksempel ville jeg så spille både Elliott og Bailey i håbet om de sikre point, da en af de to helt sikkert vil levere. Kort sagt, at tage de sikre point i forhold til at gå efter guldet.

* Selvtillid giver stimer – Derudover kigger jeg naturligvis på formen eller nærmere nok selvtilliden. Den er alfa og omega hos en kicker. Brændte field goals avler ofte flere af slagsen. Jeg undlader derfor kickere, der har brændt ugen før. De vil have et større pres på sig end en kicker der er inde i en god stime.

I denne uge har jeg følgende kickere på radaren:

Matt Bryant – Det virker lidt underligt, at denne solide kicker er tilgængelig i halvdelen af alle fantasyligaer. Han har været fremragende i år og er yderst træfsikker. Kampen spilles i Tampa, så det bliver udendørs, men vejret i Florida er fornuftigt i disse dage. Falcons bør kunne flytte bolden imod Bucs og jeg spår at Bryant, som i det første møde mellem disse hold får chancen fra distancen.

Caleb Sturgis – Eagles’ kicker har leveret stabilt i hele sæsonen, så hvorfor han er tilgængelig i størstedelen af alle ligaer er egentlig lidt underligt. Han snitter lige over 10 fantasypoint og i en uge med mange hold på bye week ligner han en god erstatning. Sturgis spiller i New York og vejret ser fornuftigt ud. Kampen ligner en jævnbyrdig affære og Sturgis skal nok få sine muligheder mod det hold, hvor blot Jaguars tillader flere fantasypoint til kickere.

Wil Lutz – Kickeren fra Saints var flyvende i sin seneste kamp. Det er normalt Brees, der leverer pointene for Saints, men denne gang var Lutz fremtrædende. I denne uges kamp i San Francisco bliver det ikke svært for Saints at flytte bolden, så de skal nok komme i scoringsposition. Hvis Saints bringer sig i front, som det ligner de gør, kan de sent i kampen gribe angrebet lidt mere konservativt an og et par field goals kan hurtigt blive aktuelle. En lille afvigelse i forhold til et af ovenstående punkter, men af og til må man gå med sin intuition.

Forsvaret – den svære kunst
Forsvaret er i Krystalkuglens øjne den sværeste position at spå om. Jeg har følgende punkter der gerne skal opfyldes, når jeg vælger et forsvar. Naturligvis kan der være uger, hvor alle punkter ikke kan opfyldes.

* Hjemmehold foretrækkes. De har hjemmepublikum i ryggen og gør det altid svært for udeholdet’s angreb

* To udekampe i træk vil altid være svært, så forsvar der står overfor dette scenarie udelades.

* Der skal styres udenom forsvar, der møder de absolutte top quarterbacks. Store quaterbacks laver point, hvilket ikke gode nyheder for noget forsvar.

* Styrker på forsvar kontra svagheder på angreb. Hvis man eksempelvis kan finde et forsvar, der laver mange sacks mod et angreb, der har besvær med at beskytte sin quarterback, så foreligger der et åbenlyst valg.

Der er uden tvivl andre vinkler at angribe problemstillingen fra, men dette er som nævnt nogle af dem jeg har valgt at fokusere på. I denne uge er Krystalkuglen især varm på følgende forsvar. De store forsvar er naturligvis ikke tilgængelige, så der tænkes alternativt, hvilket man bliver nødt til, hvis man ofte er tvunget til at streame forsvar.

Miami Dolphins – Forsvaret fra Miami spillede ikke i sidste weekend, så de er helt og aldeles klar. De spiller hjemme. De kommer ind til quarterbacken – 16 sacks har de leveret i år. Jets har tilladt 17 sacks. Fitzpatrick bliver lagt ned og Dolphins serverer fantasypoint til dit hold.

Baltimore Ravens – Ravens kommer som Dolphins udhvilede ovenpå deres bye week. De spiller hjemme. Ravens har 16 sacks og 8 interceptions i år. Steelers har tilladt 11 og 7 af dem. Der ligner et fornuftigt match up for Ravens. Der er naturligvis stor forskel på om Big Ben spiller eller ej. Hav derfor fokus på det.

Dallas Cowboys – Her går vi primært imod Browns. Det kører ikke for dem. Til gengæld er Cowboys brandvarme. Forsvaret er naturligvis ikke så stærkt som angrebet, men godt nok til at give dig fantasypoint i dette opgør. Cowboys er favoritter og kommer de foran tvinges Browns til at forcere. Aldrig en god ting. Cowboys med 14 sacks i år. Browns har tilladt hele 22 sacks. Der er muligheder for Cowboys’ forsvar i denne kamp.

Skrevet af Brian Ejersbo Jensen (Dynasty 2544)