Krystalkuglen – Week 6

0

Tom Brady er tilbage
Optakten til weekendens kampe handlede, på mange af de amerikanske kanaler, om tilbagekomsten af Tom Brady. Han blev nævnt igen og igen. Naturligvis var det hovedsageligt i Boston, at der blev set frem til, at han igen indtog banen, men generelt blev det fulgt overalt i USA. Brady skuffede ikke. Naturligvis ikke fristes man til at sige. Han leverede hvad mange forventede, og efter nederlaget til Bills kom Patriots tilbage på sporet. Tre svære kampe venter nu Brady, da de i denne uge først møder Bengals. Dernæst skal de en tur forbi Pittsburgh, inden de før deres bye week skal et smut til Buffalo. Her har de har en plet, der skal vaskes af og den kamp ses der frem til over hele USA. Ingen tvivl om det. Brady is back. Også i fantasy football, hvor han i weekenden kun marginalt blev overgået af Mariota som den bedste quarterback.

Tom Brady ligner, i fantasy football, en solid starter resten af sæsonen og mens det ligger ligetil at starte ham, så bliver det straks værre, at finde ud af, hvilke offensive spillere man ellers skal starte fra Patriots. Krystalkuglen prøver med en simpel analyse. Blount har været glimrende indtil nu, men kan det blive ved nu når Brady er tilbage? Vi så i sidste sæson, hvordan Brady havde god fidus til James White og Dion Lewis, da de indeholder en lidt anden dimension end den mere typiske runningback Blount. Det så vi allerede mod Browns, hvor White var stærkt involveret med 5 løb og 4 grebne bolde og kun et touchdown reddede Blount’s fantasydag. Blount´s værdi er uden tvivl faldet. Så har vi Edelman og Hogan. Denne duo fik tilsammen 14 bolde deres vej, hvor de greb 9 af dem for i alt 149 yards. De vil uden tvivl blive brugt flittigt af Brady og afhængigt af match up og hvordan man forventer forløbet af den pågældende kamp, kan de blive vigtige spillere på alle fantasyhold. Men de svære beslutninger ender ikke her. Tight end positionen hos Patriots har jo længe været lig med Gronkowski. Nu er Bennett der pludselig også og han har været solid i Gronkowski’s fravær. På trods af Bennett’s vanvittige 3 touchdowns skal man dog have fuld tiltro til Gronkowski nu. Han og Brady har længe leveret på højt niveau og det er blot et spørgsmål om tid, for når Gronkowski er helt fit vil han også finde endzone igen. Gronkowski udtaler, at han føler sig godt tilpas og elsker at være på banen. Det er ikke godt nyt for modstanderne.

Udskiftning i San Francisco
Først sad han. Så knælede han. Nu starter han. I denne uge vender endnu en stor quarterback så tilbage. What!?! Ok, lad os nøjes med at sige, at der blot vender en quarterback tilbage. Der er naturligvis tale om Colin Kaepernick. Det er egentlig lidt komisk, for han er måske denne sæsons mest omtalte spiller, men han har altså endnu ikke spillet en kamp. Det skal han nu, når 49ers skal på en svær opgave ude mod Bills.

Det var nu, der skulle ske noget i San Francisco. Gabbert var ganske enkelt ikke god nok. Blot rangeret som nummer 30 over alle startende quarterbacks i henholdvis kastede yards pr. kamp og passer rating. Krystalkuglen synes godt om tidspunktet for skiftet i 49ers. Ingen regner med noget i Buffalo, så her får Kaepernick en ”gratis” kamp at komme i gang på. Dernæst vender 49ers hjem, hvor de har et møde med Bucs. Her er der muligheder og Kaepernick får chancen for at vise tidligere tiders niveau. Herefter venter 49ers’ bye week, hvilket giver Kaepernick alle muligheder for, at få alt på plads med angrebet. Efter den bye week ligger der nogle fornuftige muligheder for 49ers. Skal det blive til noget for 49ers i år kræver det dog, at der ikke scores så meget mod dem. Der er tilladt alt for mange point og med tabet af Bowman ser det ikke lovende ud. Dog rangerer 49ers stadig fornuftigt i de defensive statistikker, så hvis Kaepernick kan holde angrebet på banen længere end Gabbert formåede, kan forbedringer på forsvaret måske også opnås. I forhold til fantasy football føler jeg ikke, at Kaepernick kommer til at gøre noget godt. Han er ikke god nok til at starte for dit hold. Han kommer til at tage løb fra Hyde, hvis værdi derved mindskes. Kerley så spændende ud med Gabbert, men er også langt mindre brugbar med Kaepernick. Umiddelbart er San Francisco ikke stedet man skal kigge hen, hvis man ønsker brugbare spillere til fantasy football.

Skrevet af Brian Ejersbo Jensen (Dynasty 2544)