
En afløser er kommet til for en stund
Afløsere er noget af det, som trækker flest debatter i fantasy football og bare generelt i NFL. Det kan altid gå begge veje. Det sker uge efter uge. Formentlig vil en af 2016-sæsonens største historier omhandle netop afløsere. Der er solstrålehistorien om Dak Prescott, der tog over for Tony Romo. Der var Tom Bradys to afløsere i karantæneperioden. Så er der Trevor Siemian, der har afløst NFL-legenden Peyton Manning. Der er den miserable historie i Minnesota, hvor Vikings lige nu drømmer sig selv tilbage til Adrian Peterson. Afløserne er over det hele.
I Krystalkuglen er der også historien om en afløser. Jeg tager over i denne uge for Brian Ejersbo Jensen. Det er et kæmpe hul, jeg vil forsøge at udfylde på bedste måde, men man kan frygte, at det bliver en lignende historie, som da Rams skulle udfylde hullet efter stjernerne fra ”The Greatest Show on Turf”. Den afløser har de vist aldrig helt fundet. Måske er Jared Goff løsningen? Vi bliver en smule klogere i weekenden.
Jeg kan dog berolige den trofaste læser af Krystalkuglen med, at Brian vender tilbage i storform i næste uge.
Inden det sker, vil jeg gøre mit bedste for at forudse, hvor pointene gemmer sig i den kommende weekend. Jeg kan love jer, at jeg ikke laver Andy Reid-taktikken og kører sikkert. Jeg går efter det store spil. Igen og igen. Og muligheden er der i denne uge. Jeg vil nemlig kigge nærmere på to kampe, hvor der vil være spækket med point fra alle fire hold. Haps!
New Orleans Saints at Carolina Panthers
Det er svært ikke at gnide sig i hænderne over dette Thursday Night Football-opgør. Selvfølgelig ville den neutrale fan ønske sig, at holdene var en stor del af kampen om playoff-pladserne, men det er vi fantasy-nørder fuldstændig ligeglade med. Vi skal have point på tavlen og gerne en hel masse af dem!
Og det får vi. Det lugter utrolig meget af en højeksplosiv kamp, hvor de vigtige fantasyspillere i kampen sørger for, at du får en rigtig god start på fantasy-ugen. Man kan fristes til at starte alt, hvad du har fra disse hold, men lad os lige kigge nærmere på de vigtigste spillere.
Vi kan jo starte med den vigtigste af alle. Drew Brees bomber uge efter uge point ind på dit hold, og han skal starte igen. Selvfølgelig. Han har hentet mindst 20 point i syv af sæsonens ni kampe, og da de mødte Panthers i uge seks, havde han sin bedste fantasy-kamp i sæsonen med 32 point. 4 touchdowns og over 400 yards.
Brees er ikke lige så god på udebane, men han skal nok være der. Men hvem skal han så kaste til? Dem alle. Smid du bare Brandin Cooks, Willie Snead og Michael Thomas ind på holdet. Sidstnævnte havde en rigtig rigtig dårlig kamp mod Broncos søndag, men han vil derfor også være meget motiveret til at tage revanche. Jeg vil dog anbefale at være påpasselig med at starte Tim Hightower/Mark Ingram, da Panthers er gode mod løbet, men hvis din trup ikke er så bred, kan der godt snige sig touchdowns ind.
Panthers’ angreb har ikke været lige så stabilt, men når Saints scorer en hel masse point, vil Cam Newton være tvunget til at kaste en hel masse, hvilket åbner op for hans fantasypoint. Det er ikke helt forkert at forvente, at sidste års MVP vil tage sagen i egen hånd fyldt med frustrationer over, hvordan sæsonen har udviklet sig.
Det åbner selvfølgelig op for hans to favoritmål i Greg Olsen og Kelvin Benjamin. Ligesom Michael Thomas har Benjamin også en hel masse at revanchere, da han bogstaveligt talt kostede dem sejren med en dum fumble i de sidste sekunder mod Chiefs. Løbemæssigt ser det endnu bedre ud for Jonathan Stewart. Han har haft et par dårlige kampe, men han spiller altid utrolig godt mod Saints, og man kender også jazz-byens løbeforsvar godt nok til, at han får en rigtig stor kamp.
Så smid du bare hele bunken ind i din startopstilling.
Tennessee Titans at Indianapolis Colts
Lad mig starte med at sælge den sådan her. I de seneste otte opgør mellem de to divisionsrivaler er der blevet sat mindst 50 point på tavlen i seks af dem, og 37 og 36 i de to andre. Det er ALTID højtscorende kampe, når de her to hold støder sammen. Lækkert med fantasy-briller.
Ligesom i den anden kamp bør vi da starte med det bærende fundament for min vurdering. Han hedder Marcus Mariota. Har I set, hvor fantastisk han spiller for tiden? Det er jo vildt. I denne uge står han over for et svagt svagt Indianapolis Colts-forsvar, der synes at blive dårligere og dårligere, som sæsonen skrider fremad. Kasteforsvaret er ikke eksisterende, og Mariota må gnide sig lige så meget i hænderne, som os fantasyejere gør.
På den anden side af banen står Andrew Luck så. Alle kender hans niveau i fantasy-sammenhæng, og selvom de seneste uger ikke har været fantastiske fra hans side, så er han altid eminent mod Titans. Han har i sin karriere aldrig tabt mod dem og leverer altid store præstationer. Han er deres kryptonit.
Og med en stærkt spillende Luck, så ved vi jo godt, hvad det ofte medfører. En stor kamp til TY Hilton og Donte Moncrief. Sidstnævnte har kæmpet med skader, men har nu haft en uges ro til at nå topformen. Jeg forventer en stor kamp fra ham mod Titans. Det anbefales også at smide Jack Doyle i din startopstilling. Og nåårh ja. Titans dækker elendigt op for runningbacks i kastespillet. Så pres du bare Frank Gore derind også.
Der findes to hold i ligaen, som dækker dårligere op for runningbacks i kastespillet. Et af dem er Colts. Så hvis ikke DeMarco Murrays fornyede ungdom langs jorden er nok for dig til at starte ham (det burde det være), så har du et ekstra argument til at starte ham. Receiverne hos Titans er en smule mere uforudsigelige, men den altid solide tight end Delanie Walker skal startes, og hvad er dine argumenter for ikke starte Rishard Matthews, der har seks touchdowns i de seneste seks kampe. Du har ikke nogle vel? Smid ham ind.
Så konklusionen må vel være, at hvis du har en masse spillere fra de her fire hold, så er din weekend reddet. Og hvis du har nul af dem? Held og lykke til dig herfra og forbered dit hold på en krisesnak i næste uge. Der er Brian Ejersbo Jensen heldigvis tilbage med Krystalkuglen til at redde dig!
Skrevet af Frederik Palle (Dynasty 2544)










