Køb NFL GamePass
Forside Fantasy Fantasy: Klar, Parat, Start – Week 13

Fantasy: Klar, Parat, Start – Week 13

0

kps_week13

Så er vi i fuld gang med uge 13 og endnu engang kan ejerne af Ezekiel Elliott juble over et touchdown og en god fantasy runde. Cowboys vandt en svær udebane kamp mod Vikings og selvom det på papiret var et dårligt matchup for Elliot så leverede han bare igen. Til gengæld var Dak Prescott ikke i sit sædvanlige gode fantasy humør. For første gang i år scorede Dak ikke mere end 10 point. Nu gælder det så søndagens kampe, hvor der virkelig er mange spændende opgør. Og det vil der helt sikkert også være rundt om i fantasy verdenen. Spiller du med i DM i fantasy er det sidste spillerunde inden slutspillet og dermed vil manges sæson ende efter søndag. Spiller du derimod i en 10 holds liga, ja så er der en ekstra grundspilskamp til at hente playoff pladsen hjem. Men uanset hvad er det i høj grad ved at være sidste chance. Så her er nogle spillere som måske kan hjælpe dig med at sikre din playoff plads! – Held og lykke!!

Prøv NFL GamePass gratis

Ugens fidus:

Colin Kaepernick – QB 49ers
Selvom Colin Kaepernick ikke startede sæsonen som 49ers QB så er der i hvert fald ingen tvivl længere. På trods af manglende sejre har Kaepernick vist glimt af det talent, som han i sin tid viste da han tog over for Alex Smith. I de seneste fire kampe har Kaepernick ikke scoret under 17 point og i tre af dem har han lavet over 20. Hans evner både i løbespillet og kastespillet gør Kaepernick til en meget spændende fantasyspiller. Især når det går godt, men det gør det i høj grad også for ham i øjeblikket. Selv om flere bare venter på at Kaepernick får en dårlig dag… ja så sker det højst sandsynligt ikke i denne uge, hvor et tvivlsomt Chicago Bears hold venter. Jeg forventer at Kaep – Attack igen laver over 20 fantasy point og samtidig fører 49ers til deres blot anden sejr. Mangler du Mariota i denne uge så spil Kaepernick! – og forresten så gem ham til senere. Der er gode matchups i de sidste runder til Kaepernick.

Start dem:

Marquess Wilson – WR Bears
Vi bliver i samme bundopgør mellem Bears og 49ers, men springer over på den anden side af bolden. Marquess Wilson spillede i sidste uge sin blot anden kamp i år, men det gjorde han tilgengæld med stor overbevisning. Wilson greb otte bolde for 125 yards og et touchdown mod Titans. Wilson var den WR hos Bears, som der blev kastet til flest gange og han virker til at være den eksplosive WR som Bears mangler efter Alshon Jeffery fik karantæne. Hele 11 targets sluttede Wilson med og selvom Bears spiller med Matt Barkley på QB positionen, så viste han i sidste uge at han sagtens kan kaste bolden. Opgøret mod 49ers kan blive mere højtscorende end de fleste forventer og Wilson viste i sidste uge sin nye QB, at han er til at stole på Wilson er ikke mere end en flex mulighed i denne runde, indtil vi har set ham præstere over en lidt længere periode, men mangler du en mulighed så smid ham ind i startopstillingen.

Anquan Boldin – WR Lions
dette er på papiret et af de bedste fantasy opgør i denne uge. Saints mod Lions har alt hvad der skal til for at skabe en højtscorende affære. To gode quarterbacks, gode recievere, tvivlsomme forsvar og så bliver kampen spillet indedørs og dermed uden vejrets indvirken. Derfor kunne det også lige såvel have været en af de andre WR i kampen der kom med her. Grunden til at valget faldt på Boldin er, at han ikke er ejet i særlig mange ligaer. Derudover blev Boldin i sidste uge forsøgt kastet til hele ni gange, hvoraf det lykkedes ham at gribe syv bolde for 69 yards og et touchdown. Det var mod et godt Vikings forsvar, så forventningerne til ham i dette matchup er en del højere. Boldin vil på sine “gamle” dage være touchdown afhængig, for at kunne præstere for dit fantasy hold, men det er også lykkedes Staffort at ramme ham for 6 touchdowns i år. Det kunne meget vel blive til touchdown nr 7 i denne uge – og får han det er Boldin interessant.

Donte Moncrief – WR Colts
Indianapolis Colts skal efter sidste uges nederlag til Steelers forsøge, at komme tilbage på sporet mod Jaguars. Der er stadig i skrivende stund tvivl om hvorvidt at Andrew Luck spiller. Gør han ikke det dæmper det mine forventninger til Colts og Moncrief en del. Selvom Moncrief stadig havde en fornuftig dag med backup QB Scott Tolzien. Seks grebne bolde for 45 yards og et touchdown. Dete touchdown var det femte i denne sæson for Moncrief og uanset QB skal han nok levere. Men er Luck med stiger hans værdi klart. Jeg forventer at Colts slår Jaguars og at de sætter minimum 35 point på tavlen. Er de uden TY Hilton, som har været småskadet, vil mange bolde gå til Moncrief og han har evnerne til at gøre noget med de bolde. Hvis du mangler en flex så spil Moncrief. Spiller Luck og TY er ude – ja så er Moncrief en WR2.

Bænk dem:

Ryan Tannehill – QB Dolphins
Efter en fremragende præstation i den seneste kamp imod 49ers, hvor Tannehill leverede over 26 fantasypoint, hvilket var det højeste fra ham i år, kommer han i denne uge ned på jorden. En udebanetur til Baltimore er ikke gode nyheder for Tannehill. De quarterbacks, der står overfor Ravens’ forsvar, laver kun lige over 15 fantasypoint i gennemsnit. Den statistik inkluderer naturligvis også de bedste quarterbacks og den kategori tilhører Tannehill med al respekt ikke. Så sent som i sidste uge var det Andy Dalton, der stod overfor Ravens’ forsvar. Han havde ikke nogen stor dag. Mindre end 13 fantasypoint blev det til og i den sammenhæng fumblede Dalton tilmed 2 gange. Ravens’ forsvar vil igen gøre alt for at komme ind til quarterbacken og i denne uge må Tannehill tilmed væk fra solskinsstaten og op mod nord til det kedelige kolde vejr. Ikke ideelle forhold for Tannehill.

Carlos Hyde – RB 49ers
Carlos Hyde har været et af sæsonens få lyspunkter for 49ers. Der var lige en skade undervejs, men ellers har det set ganske solidt ud. I denne uge synes jeg dog, at flere ting taler for, at man bør overveje at sende Hyde en tur på bænken. Bears har en del skader at slås med, men de magter stadig, at gøre det svært for modstanderenes runningbacks. Så sent som i sidste uge stod de overfor DeMarco Murray, der blot leverede 8,40 fantasypoint. Sæsonens ringeste afkast fra hans side. Der er faktisk kun fire hold, der tillader færre fantasypoint til runningbacks end Bears. Ikke optimale betingelser for Hyde, der samtidig må se en sprudlende Colin Kaepernick stjæle boldberøringer fra ham. Med den succes Kaepernick havde i sidste uge kan jeg ikke se, hvorfor 49ers ikke skal forsøge med samme game plan.

Allen Robinson – WR Jaguars
For nogle uger tilbage lignede det, at de fantasyejere, der havde sat deres lid til Robinson, endelig skulle få lidt valuta for pengene. Det var dog blot en kort opblomstring, for i de seneste uger har det set alt andet end godt ud for Robinson. I sidste uge leverede Robinson end ikke 3 fantasypoint. Virkelig sløjt. Der er ingen grund til at tro, at tingene skal ændre sig i denne uge. Jaguars står overfor Broncos, der er det hold, der tillader færrest fantasypoint til modstanderens receivere. Tilmed får Robinson med stor sandsynlig den tvivlsomme ære at stå overfor Aqib Talib. Den kombination gør det ikke svært at bænke Robinson i denne uge.

Vernon Davis – TE Redskins
Jordan Reed er meldt ude af kampen imod Cardinals i denne uge. Derfor bør man vel bare hente Vernon Davis ind og starte ham med stor tiltro. Tilmed er Redskins angreb fornuftigt kørende. Svaret herfra er dog, at man måske lige skal kigge en ekstra gang inden den disposition foretages. Cardinals er det absolut mest brutale forsvar, når det kommer til opdækningen af tight ends. I hvert fald når det kommer til fantasypoint. Statistikken siger under 3 fantasypoint i gennemsnit og ingen tight end har scoret touchdown imod dem. Det er skræmmende læsning for Davis. Naturligvis vil der komme flere bolde i retning af Davis med Reed ude, men når man kigger på den nævnte statistik giver det perfekt mening at sende Davis en tur på bænken.

Skrevet af Jesper Kjærulff & Brian Ejersbo Jensen (Dynasty 2544)