2022-draften er overstået og alle holdene i NFL har fået tilføjet et kuld af nye, unge talenter. På Gul Klud ser vi de kommende dage nærmere på, hvordan holdene har klaret sig og hvilke spillere du skal holde øje med i fremtidige sæsoner. I denne artikel sætter vi den konkurrencedygtige AFC North-division under lup.

Med 2022-draften pakket sammen er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvad holdene foretog sig og hvad vi synes om det.

Vi kommer i denne artikel med vores bud på, hvilke draftvalg hos AFC North-holdene, der udgør den bedste og dårligste værdi og vi giver klubben en samlet karakter for 2022-draften.

Rd.PickNavnPositionCollege
114Kyle HamiltonSNotre Dame
125Tyler LinderbaumCIowa
245David OjaboEDGEMichigan
376Travis JonesDTConnecticut
4110Daniel FaaleleOTMinnesota
4119Jalyn Armour-DavisCBAlabama
4128Charlie KolarTEIowa State
4130Jordan StoutPPenn State
4139Isaiah LikelyTECoastal Carolina
4141Damarion WilliamsCBHouston
6196Tyler BadieRBMissouri

Bedste værdi: David Ojabo, EDGE, Michigan  
Eric DeCosta leverede flere – umiddelbare – pletskud i draften anno 2022, men jeg spærrede alligevel øjnene op, da han sikrede sig David Ojabo fra Michigan i anden runde. Det er ikke længe siden, at Ojabo blev regnet som et stensikkert valg i top-10, men han måtte tage til takke med det 45. valg, efter han rev sin akillessene over i foråret og derfor kommer til at misse flere kampe i den kommende sæson. Det ændrer imidlertid ikke på, at Ojabo var en frygtindgydende spiller i college-rækkerne, hvor han bl.a. leverede 11 sacks og fem forcerede fumbles i sin seneste sæson for Michigan. I Baltimore genforenes Ojabo ovenikøbet med sin tidligere defensive koordinator Mike Macdonald, der senest har overtaget forsvarstøjlerne hos Ravens, og med Odafe Oweh, som var hans tidligere ’partner in crime’. Og med valget af Ojabo adresserer Ravens også et af deres største svagheder, som er deres defensive presspil, hvortil man blot leverede 34 sacks i fjor. På papiret ligner Ojabo og Ravens det perfekte match.

Værste værdi: Jordan Stout, Punter, Penn State
Der kan efterhånden ikke herske tvivl om, at svigtende special teams-spil kan få katastrofale og kampafgørende konsekvenser. Se bare på Green Bay Packers, der smed flere sejre væk i fjor på grund af deres mangelfulde special teams! Men ud fra et værdimæssigt synspunkt både kan der stilles spørgsmålstegn ved at vælge en punter i fjerde runde. Som det 130. valg blev Stout den tidligst valgte punter siden Mitch Wishnowsky, der blev valgt som nummer 110 i 2019 af San Francisco 49ers. Valget kan sagtens forsvares, eftersom Ravens var på jagt efter en afløser for rekordmageren Sam Koch, der både er oppe i alderen (39) og har en relativt tung kontrakt. Valget af Stout betyder formentlig, at Ravens kan sende Koch på en velfortjent pension og bruge de sparede lønkroner på tiltrængt hjælp til Lamar Jackson i kasteangrebet.

Samlet vurdering:
På papiret leverede Eric DeCosta en mageløs draft, hvor han igen og igen valgte talentfulde spillere uden – for alvor – at skæve til holdets behov. Kyle Hamilton blev regnet som én af årgangens absolut bedste spillere og han kommer til at danne en frygtindgydende safety-duo med Marcus Williams i Baltimore, der bør få selv Joe Burrow og Deshaun Watson til at ryste i bukserne. DeCosta fik også vekslet en utilfreds Marquise ”Hollywood” Brown til årgangens mest talentfulde center i form af Tyler Linderbaum, der kan blive et fantastisk aktiv i såvel beskyttelsen af Lamar Jackson som i løbespillet, hvor han for alvor kan få lov til at bruge sin iøjnefaldende fart og brutalitet. Og som lovet i kølvandet på 2021-sæsonen fik DeCosta også hentet fornyet råstyrke ind til skyttegravene i form af Travis Jones og Daniel Faalele, der meget vel kan blive enten startere eller bidragsydere fra første spillefløjt. Endelig fandt DeCosta også direkte afløsere for Anthony Averett og Tavon Young i form af Jalyn Armour-Davis og Damarion Williams, der skaber tiltrængt bredde i forsvarets bagerste geledder. Mit eneste forbehold ved Ravens’ draft er, at de ikke fik adresseret receiverkorpset, der nu ser ualmindeligt tyndt ud og hvor der hviler et nærmest uoverskueligt ansvar på skuldrene af Rashod Bateman.

Karakter: 12 minus

Næste side: Hvordan klarede de forsvarende AFC-mestre sig?