Hvem er de bedste offensive tackles i årets draft? Her får du Gul Kluds drafteksperter Teis Jorangers og Dennis Cordsens top 10 på positionen i dette års draft.
Med ganske kort tid til årets draft er det blevet tid til at afsløre, hvordan Gul Kluds drafteksperter Thomas Ringgaard, Dennis Cordsen og Teis Joranger rangerer spillerne på de forskellige positioner. Alle positionerne vil blive udgivet over en uge. Vi er nået til de offensive tackles, hvor niveauet i toppen af årets draft er forrygende.
Rangeringerne hos Teis Joranger er angivet som x ud af 275, hvilket angiver spillerens position på Teis Jorangers overordnede big board, der indeholder alle de 275 spillere, som han har set og vurderet. Dennis Cordsen har ikke et fuldt, færdiggjort big board på nuværende tidspunkt.
Læs også rangeringerne på de andre positioner
Angreb: Top 10 QB | Top 15 RB | Top 25 WR | Top 10 TE | Top 15 IOL | Top 10 OT |Forsvar: Top 10 DT | Top 15 EDGE | Top 15 LB | Top 15 CB | Top 10 S |
Læser du med på mobilen, så hold den på langs for den bedste oplevelse.
Teis | Dennis |
Nr. | Top 15 | Rangering ud af 275 | Top 15 | Rangering |
---|---|---|---|---|
1 | Jedrick Wills, Alabama | Jedrick Wills, Alabama | ||
2 | Andrew Thomas, Georgia | Andrew Thomas, Georgia | ||
3 | Tristan Wirfs, Iowa | Tristan Wirfs, Iowa | ||
4 | Josh Jones, Houston | Mekhi Becton, Louisville | ||
5 | Mekhi Becton, Louisville | Josh Jones, Houston | ||
6 | Ezra Cleveland, Boise State | Prince Tega Wanogho, Auburn | ||
7 | Lucas Niang, TCU | Lucas Niang, TCU | ||
8 | Isaiah Wilson, Georgia | Ezra Cleveland, Boise State | ||
9 | Prince Tega Wanogho, Auburn | Isaiah Wilson, Georgia | ||
10 | Matt Peart, UConn | Austin Jackson, USC |
Teis Jorangers begrundelse
En stærkere top end meget længe
NFL skriger på gode offensive linjemænd, og en tackle-årgang som i år falder på et meget tørt sted. Der er virkelig meget kvalitet at hente i de første to eller tre runder af draften, og jeg har fem offensive tackles i top 25. Alle fem ser jeg som gode startere i NFL i mange år.
Wills er for mit vedkommende den teknisk mest solide, og han har derudover en dejlig styrke og attitude. Det eneste han “mangler” er lidt størrelse, og reelt er det ikke et problem for mig. Jeg synes, han er strålende. Derefter har jeg Andrew Thomas, der har hele fundamentet på plads og mest af alt skal udvikle forskellige små detaljer i sit spil.
Jeg er lidt mere skeptisk om Mekhi Becton end nogle, da jeg ikke synes, at han bruger sine hænder fantastisk lige nu, og det bekymrer mig, når han skal stå overfor gode NFL-spillere. Top 25 vidner dog stadig om en god spiller.
Cleveland fører resten af feltet an for mig
Efter de fem største navne kommer en håndfuld tackles yderligere, som alle nok vil have rangeret ganske forskelligt. Jeg har Ezra Cleveland øverst, da jeg tror på hans gode tekniske tilgang og de strålende atletiske evner. Der er noget styrke og lidt fodarbejde på toppen af hans set, som skal justeres, men det, tror jeg, kan gøres.
Herefter er Lucas Niang en spændende tackle, der har mange af de nødvendige kvaliteter til at blive en god tackle. Han kan gå senere end mange af de andre i min top 10 pga. en hofteskade fra 2019.
Austin Jackson er nok en mand, som nogle undrer sig over, hvor jeg har placeret. Hos mig er han nummer 11 over offensive tackles, og selvom jeg synes, han har mange ting, han skal arbejde på, så er han stadig placeret som nummer 89 på mit big board. Der er snak om, at han kan gå i første runde, men det ville jeg simpelthen ikke turde.
Dennis Cordsens begrundelse
Halvsikre kort og enorme potentialer fører feltet an
Når jeg kigger på offensive linjefolk, kigger jeg både på stjernepotentialet og på risikoen for at falde igennem, og på den offensive linje vejer det for mig klart mest, at spillerne ikke falder igennem. En stjerne er selvfølgelig fantastisk, men reelt betyder de(t) svageste led på en offensiv linje mere end topniveauet.
Med afsæt i dette er Jedrick Willis og Andrew Thomas ret tætte som 1er og 2er for mig. Andrew Thomas har nok ikke den største højdepunktspakke, men laver sjældent tåbelige og store fejl, hvilket gør, at han bør være en sikker og fin starter i mange år. Willis har set fra min stol et højere topniveau og virker nærmest ligeså sikker en spiller som Andrew Thomas.
Efter de to driftssikre herrer er Tristan Wirfs en ret sikker 3er og med gigantiske Mekhi Becton som 4er. Wirfs og og Becton har begge muligheden for at blive nogle af de største fænomener i hele NFL, men begge kommer med en noget større risiko for at falde igennem som tackles i NFL på grund af manglende teknik og til tider også spilforståelse. Begge bør dog i så fald kunne rykkes ind på guard.
Josh Jones ligner en nogenlunde stabil NFL-spiller og kommer ind som 5er på min liste. Alle disse bør blive startere på den ene eller den anden måde, og hele tackleklassen er en af de bedre i lange tider.
God dybde og en enkelt voldsomt overvurderet spiller
De fem første spillere ville i sig selv udgøre en rigtig solid offensiv tackle-klasse, men på pladserne fra 6-10 er bredden tilmed også super stærk.
Prince Tega Wanogho, Lucas Niang, Ezra Cleveland og Isaiah Wilson vil formentlig alle sammen bliver taget i eller tæt på top 75, og alle fire bør enten i 2020 eller i 2021 være fine bud på mere eller mindre succesfulde startende tackles i NFL. Spiller er dog lidt forskellige typer, og derfor kommer deres NFL-destinationer og fits meget givet til at bestemme, hvilken rækkefølge de vælges i.
Til sidst vil jeg lige knytte en kommentar til 10eren Austin Jackson, som flere har til at gå i første runde af årets draft. Han er en god atlet, men som jeg ser det mangler han både en del styrketræning og en del teknisk træning, inden han er klar til at begå sig mod de ypperste defensive linjefolk i Verden. Mit gæt er, at han med tiden måske kan ende op som en gennemsnitlig guard.
Angreb: Top 10 QB | Top 15 RB | Top 25 WR | Top 10 TE | Top 15 IOL | Top 10 OT |
Forsvar: Top 10 DT | Top 15 EDGE | Top 15 LB | Top 15 CB | Top 10 S |