2024-draften er overstået. Her er min umiddelbare vurdering af vindere og tabere efter weekendens syv runder.

Ja, det er naturligvis alt, alt for tidligt at begynde at vurdere, hvem der er vindere og tabere i årets draft, men alligevel fremstår flere klubber som meget forbedrede, mens andre må kigge langt efter positive kommentarer.

Der blev i alt valgt 257 spillere, hvoraf der naturligvis er mest fokus på spillerne valgt i de første tre-fire runder. Nogle slår til. Enkelte overrasker. Andre flopper. Facit kender vi langt fra. Men her er min første vurdering.

Læs også: Draft tracker: Alle hold – alle picks

Jeg kommer her med fem vindere og tabere i 2022 draften.

Vindere i 2022 NFL draften

Washington Commanders

Commanders har fået nye ejere, ny headcoach og ikke mindst ny sportschef i Adam Peters, og han leverede en ganske spektakulær første draft. Det hele begyndte selvfølgelig med quarterback Jayden Daniels med pick 2. Han er lige kåret til årets bedste collegespiller, kommer ind med seks års erfaring og over 50 kampe på CVet, og bør starte fra dag 1. Men også i de følgende runder ramte Commanders plet. I anden runde havde de tre picks. Den store defensive tackle Johnny Newton faldt til dem, de fik en meget undervurderet cornerback i Mike Sainristil, og draftens næstbedste tight end Ben Sinnott skal også til hovedstaden. Og som kirsebærret på toppen af draftkagen, så draftede de Christian McCaffreys bror receiver Luke McCaffrey i tredje runde.

Arizona Cardinals

Med 12 picks havde Arizona Cardinals flest af alle i årets draft, og bare mængden af picks burde give dem en topkarakter. Da de samtidig forvaltede deres picks ganske fornuftigt, så får de lov at komme med helt i toppen over vindere. De lod sig ikke friste af diverse tilbud, men blev på pick 4 og tog receiver Marvin Harrison Jr. Senere i første runde forstærkede Cardinals den defensive front med Edge Darius Robinson. I anden runde valgte Cardinals at trade ned og tog cornerback Max Melton. Det var måske en kende mærkeligt, da de så gik glip af både KoolAid McKinstry og Cooper DeJean. Til gengæld fik de fremragende runningback i tredje runde i Trey Benson. Tackle Christian Jones i femte runde var et kæmpe steal. I fjerde runde valgte de en safety, som danske Hjalte Froholdt præsenterede på halvt engelsk, halvt spansk.

Læs også: Hjalte Froholdt: “Meget tilfreds med vores nye spillere”

Los Angeles Chargers

Jeg var en kende overrasket, da Jim Harbaugh med sit første pick som headcoach for Chargers tog offensiv tackle Joe Alt i stedet for en top receiver. Men efter det pick så udviklede draften sig i en retning, der tilgodeså Chargers og lod dem fylde flere huller og ikke mindst sikre Justin Herbert et par nye legekammerater. Receiver Ladd McConkey faldt til dem i anden runde, og de draftede to receivere mere i 6. og 7. runde, hvor den mest spændende var legenden Jerry Rices søn Brenden Rice, der spillede på USC sidste år med pick nr. 1 Caleb Williams. Harbaugh hentede også sin college-linebacker Junior Colson, som bare er en hård nyser, og både den defensive tacke Justin Eboigbe (4. runde) og cornerback Cam Hart (5. runde) kan vise sig som steals.

Philadelphia Eagles

Nu må man efterhånden erkende, at det ikke længere er held, men derimod bare godt arbejde at sportschef Howie Roseman altid drafter gode spillere. Han tradede op og ned hele weekenden og endte med en NFL-rekord ni handler i løbet af draftens syv runder. Da det hele var slut havde han sikret sig to af draftens bedste defensive backs i form af cornerback Quinyon Mitchell og alt-mulig-manden Cooper DeJean aka. den hvide cornerback. Det mest interessante eller i hvert fald sjoveste pick kom i femte runde, hvor klubben tog linebacker Jeremiah Trotter Jr. 26 år efter de valgte hans far. Udover ni nye spillere sikrede Roseman sig også flere picks i 2025, hvor klubben nu allerede råder over ni picks igen.

Kansas City Chiefs

For andet år i træk må man bare imponeres over, at Super Bowl mestrene fra Chiefs på trods af lave draft picks bliver ved med tilføje så gode spillere. Det hele startede, da Bills noget overraskende indgik en trade med Chiefs, der så valgte draftens hurtigste spiller Xavier Worthy. Reveiveren er den hurtige brik, som Chiefs har savnet siden de lod Tyreek Hill gå, og hvis den unge Worthy har hænderne skruet rigtigt på, så kan han også vise sig værdig til at blive Mahomes’ yndlingsvåben (især med en mulig karantæne på vej til Rashee Rice). Og så fik de i anden runde et KÆMPE steal (på alle måder), da offensive tackle Kingsley Suamataia, som mange havde forventet kunne blive valgt i første runde, faldt til dem på pick 63. Dernæst fik de tight end Jared Wiley i fjerde runde, som giver Mahomes endnu mere ammunition og måske arvtageren for Travis Kelce.

Bonus: Pittsburgh Steelers

Mere eller mindre siden Super Bowl har Steelers stjålet overskrifter, ikke mindst med tilføjelsen af de to quarterbacks Russell Wilson og Justin Fields. Det er begge spillere, der kan tage benene på nakken, når lommen kollapser, men det bliver der måske ikke behov for nu. Steelers gik nemlig all-in på den offensive linje og valgte tackle Troy Fautanu i første runde, center Zach Frazier i anden og guard Mason McCormick i fjerde. Faktisk var tre af deres første fem valg til den offensive linje. Steelers forstærkede også forsvaret med linebacker Payton Wilson og den defensive tackle Logan Lee. Receiver Roman Wilson i tredje runde bliver spændende at se i Pittsburgh – han kunne starte fra dag 1.