2022-draften er overstået. Her er min umiddelbare vurdering af vindere og tabere efter weekendens syv runder.

Ja, det er naturligvis alt, alt for tidligt at begynde at vurdere, hvem der er vindere og tabere i årets draft, men alligevel fremstår flere klubber som meget forbedrede, mens andre må kigge langt efter positive kommentarer.

Der blev i alt valgt 262 spillere, hvoraf der naturligvis er mest fokus på spillerne valgt i de første tre-fire runder. Nogle slår til. Enkelte overrasker. Andre flopper. Facit kender vi langt fra. Men her er min første vurdering.

Læs også: Draft tracker: Alle hold – alle picks

Jeg kommer her med fem vindere og tabere i 2022 draften.

Vindere i 2022 NFL draften

Baltimore Ravens

Jeg har nærmest ikke ord for, hvor vild en draft det her var. Der var ingen dårlige valg imellem. For det første valgte et af NFLs bedste hold på plads 14 i første runde, hvor safety Kyle Hamilton faldt lige ned i skødet på dem. Så tradede de Marquise Brown for pick 23, tradede ned og valgte draftens bedste center i Tyler Linderbaum. I anden runde nappede de Edge rusher David Ojabo, der ville have været et stensikkert top 15 valg, hvis han ikke havde fået en akilles-skade i marts. Og det fortsatte med defensive tackle Travis Jones i tredje runde og kæmpemanden Daniel Faalele i fjerde runde til den offensive linje. På papiret en af historiens bedste drafts.

New York Jets

Det grønne New York hold har i mange år været holdested for hån og jokes, men nu lader det til, at der sker ting og sager for J-E-T-S. Jets. Jets. Jets. I første runde alene valgte Jets tre potentielle superstjerner i form af cornerback Ahmad “Sauce” Gardner (nr. 4), wide receiver Garrett Wilson (nr. 10) og defensive end Jermaine Johnson (nr. 26).
Det fortsatte i anden runde, hvor Jets valgte runningback Breece Hall og også tight end Jeremy Ruckert i tredje runde var et godt valg. Skal man pludselig til at tage Jets seriøst igen?

Philadelphia Eagles

Eagles havde en meget anderledes draft, end man havde forestillet sig for en måned siden. Dengang havde de tre valg i første runde, men de sendte det ene til New Orleans, brugte det andet på at hente receiver AJ Brown, og tradede op med det tredje for defensive tackle Jordan Davis. Allerede der var de vindere, men det fortsatte med center Cam Jurgens og ikke mindst et gigantisk steal i tredje runde med linebacker Nakobe Dean. Som om det ikke var nok, så hentede de quarterback Carson Strong efter draften var slut. Genial draft!

Kansas City Chiefs

Det er lidt vildt, at et af NFLs bedste mandskaber kan have så god en draft. Ok, de havde lidt ekstra at skyde med efter Tyreek Hill handlen, men derfor var det alligevel latterligt så mange gode spillere Chiefs fik fingrene i. Chiefs tradede op i første runde til pick 21 og tog draftens vel nok tredje bedste cornerback i Trent McDuffie. Derefter faldt den græske pass rusher George Karlaftis til dem på pick 30, som var en kæmpe gave. På andendagen nappede de receiver Skyy Moore, der passer perfekt ind i angrebet, og så fik de et muligt steal i tredje runde med linebacker Leo Chenal. Forstærkninger i alle tre geledder på forsvaret og en receiver til at tage over for Hill. Fantastisk draft.

Houston Texans

Efter flere år uden picks i de første runder, havde Texans endelig lidt at skyde med, og det gjorde de godt. Det hele begyndte med cornerback Derek Stingley med pick 3. Måske kigger vi tilbage på den her draft om fem år og tænker, at han var klart den bedste spiller i hele årgangen. Derefter tradede de lidt ned i første runde og hentede forstærkning til den offensive linje med Kenyon Green. I anden runde fik de en gave i form af safety Jalen Pitre og nappede ikke en men to spillere fra college powerhouse Alabama i form af wide receiver John Metchie III og linebacker Christian Harris. Metchie har godt nok en korsbåndsskade, men quarterback Davis Mills kommer til at elske ham, når han er klar.

Bonus: New York Giants

Også den anden New York klub – eller New Jersey om man vil – havde en fremragende første runde. De havde to picks i Top 7, og dem forvaltede de godt med to picks til skyttegravene. Med pick 5 valgte Giants Edge rusher Kayvon Thibodeaux, som faldt ned i skødet på dem, og de fulgte op to picks senere med en af draftens største gaver i form af offensive tackle Evan Neal. At han faldt til plads 7 er lettere chokerende. Ialt havde Giants hele 11 picks i 2022 draften, alle i øvrigt i de første seks runder. I fjerde runde tog de tight end Daniel Bellinger, der meget vel kan starte fra dag 1. Også receiver Wan’dale Robinson, som de tog lidt højt i anden runde, bliver spændende at følge.