Tabere i 2022 NFL draften

På første side kiggede vi på mine fem vindere i NFL draften 2022, mens vi nu skal have et kig på de hold, der klarede sig mindre godt.

Det er naturligvis svært at vurdere vinderne uden at have set spillerne på banen, og måske endnu sværere at sætte negative ord på taberne uden at have det fulde billede.

Nogle picks var dog lidt overraskende, selvom vi jo ikke kender facit før om tidligst to-tre år. Desuden var der flere klubber, som slet ikke foretog et valg før sent, som Dolphins og Rams, der valgte deres første spillere i tredje runde.

Ikke desto mindre får du her mit bud på draftns tabere.

Chicago Bears

Sidste år var de fleste – inklusiv undertegnede – helt oppe og ringe over Bears draft, men blot ét år efter sidder man lidt hovedrystende og tænker, at nu kollapser Bears igen. Den nye sportschef Ryan Poles har overtaget et hold med mange mangler, men også et hold med en ung superstjerne quarterback i Justin Fields, der skal beskyttes og have nogle våben. Så hvad gør man? Man drafter naturligvis forsvar med de to første picks, som begge lå i anden runde. I tredje henter man så en af collegerækkens hurtigste spillere i Tennessee’s Velus Jones, der løb 4,31 på 40-yards i combinen, men ikke kan gribe en pude med et net. Selvom cornerback Kyler Gordon er et godt valg i anden runde, så ville jeg være gået i en anden retning af hensyn til Fields’ udvikling.

Minnesota Vikings

Ét er at lave trades og få flere picks. Noget andet er lave trades med divisionsrivaler og se begge drafte potentielle superstjerne-receivere. Jeg bløder lilla og er ikke tilfreds med den måde, Vikings greb den her draft an på. Igen og igen tradede de ned og de to første gange betød det, at først Lions draftede Jameson Williams og Packers derefter hentede Christian Watson. Pænt tåbeligt, at forære Aaron Rodgers en receiver i en draft, hvor Packers ellers var lidt på røven efter første runde. På den positive side fik mine lilla helte hentet både safety Lewis Cine og conerback Andrew Booth, men jeg synes ikke den nye duo sportschef Kwesi Adofo-Mensah og headcoach Kevin O’Connell håndterede deres første draft særlig klogt.

Arizona Cardinals

Hvad skete der lige for ørkenens sønner? De er så forhippede på, at gøre Kyler Murray glad, at de gav Ravens pick 23 i første runde, så han kunne blive genforenet med sin college-kammerat og go-to-guy receiver Marquise “Hollywood” Brown. Dermed havde de ikke noget valg før i anden runde, og her valgte de tight end Trey McBride. Det er et ganske sikkert valg, hvis man vil gøre Kyler Murray glad, men der var andre positioner, der trængte mere til en upgrade, som f.eks. pass rush, cornerback eller den offensive linje.

New England Patriots

WTF? Cole Strange? Meget strange… New England Patriots draftede en offensiv linjemand i første runde, som de fleste forventede ville blive valgt sent i anden runde eller måske endda tredje. Det kan være farligt, at bedømme New England Patriots for tidligt på grund af holdets historik med at finde diamanter i draften, men det her valg var bare meget… well… strange.
Også med deres pick i anden runde gik Patriots i en anden retning end de fleste havde forventet, da de tog wide receiver Tyquan Thornton, som mange så som et tredje-runde eller fjerde-runde valg. Han er mega-hurtig og det aspekt savner Patriots, men det var igen bare for tidligt. Og så valgte de quarterback Bailey Zappe i i 4. runde. Jeg har ingen anelse om, hvad de vil med ham.

Malik Willis

Shit, hvor jeg synes det er synd for knægten. Han var som én af blot 22 spillere til stede i Las Vegas, men han sad og ventede og ventede… og ventede på at få sit navn råbt op. Først i tredje runde valgte Tennessee Titans endelig Malik Willis, og så var det ikke engang NFL-boss Roger Goodeel, der læste kortet højt, der var heller ikke en tur på scenen i Vegas, et kram eller billede med en trøje for Willis. Hvordan hele pressen – inklusive os – havde ham til at blive den første quarterback i draften, og nogle endda så højt som pick 2 i første runde er mig en gåde. Udover det pinlige i at sidde og vente og ikke vide, hvornår faldet stoppede, så kostede det også quarterbacken omkring 175 millioner kroner, at han gik fra top 10 til et beskedent 3.-runde valg.

Læs også: Draft tracker: Alle hold – alle picks
Læs også: Karakterer for alle picks i først runde