2023-draften er kun nogle uger væk, og det er blevet tid til, at Gul Kluds draftekspert Teis Joranger annoncerer sine favoritspillere på de forskellige positioner. Vi er nået til EDGE, der er i år er en rigtig dyb årgang med mange high risk, high reward-spillere.

2023-draften byder på et par uhyre velbesatte positioner på forsvaret. Den ene af dem er årgangens edge rushers. En kombination af toptalent og stærk bredde gør edge-årgang til én af de stærkeste vi har set på positionen i nyere tid.

Alabamas Will Anderson Jr. og Texas Techs Tyree Wilson nævnes begge som potentielle top 5-valg, men årgangen har meget mere at byde på, og der bør være noget for enhver smag i løbet af draften.

Her får du en top 20-liste fra Gul Kluds Teis Joranger, som han ser EDGE-årgangen lige nu. Du kan se tanker til årgangen under tabellen med rangeringerne.

RangeringSpillerCollege
1Will AndersonAlabama
2Tyree WilsonTexas Tech
3Myles MurphyClemson
4Felix Anudike-UzomahKansas State
5Nolan SmithGeorgia
6BJ OjulariLSU
7Lukas Van NessIowa
8Will McDonaldIowa State
9Tuli TuipulotuUSC
10Derick HallAuburn
11Nick HerbigWisconsin
12Isaiah McGuireMissouri
13Keion WhiteGeorgia Tech
14Colby WoodenAuburn
15Zach HarrisonOhio State
16Isaiah FoskeyNotre Dame
17Andre CarterArmy
18Nick HamptonAppalachian State
19Thomas IncoomCentral Michigan
20BJ JohnsonOregon

Kommentarer til årgangen

Cirka 15% af de spillere, jeg har set i år, er EDGE-rushere, og jeg kunne have set endnu flere. Det er virkelig en dyb årgang, som har mange spændende spillere i nærmest alle runder. Det er dog ikke en årgang, der har en selskrevet superstjerne, som da Nick Bosa eller Myles Garrett kom ud af draften.

Will Anderson er en rigtig talentfuld spiller, der er eksplosiv, kraftfuld og meget dygtig mod løbet. Jeg ser bare ikke en pass rusher helt oppe i den øverste kaliber af EDGEs i NFL. Stadig en rigtig god spiller. 

Efter Anderson har jeg Tyree WIlson og Myles Murphy, der begge har ekstrem stor upside, men ikke helt er der endnu. Wilson mangler noget bend og teknik, men er til gengæld ekstrem høj, lang, eksplosiv og stærk. Murphy er stor og atletisk men mangler en pass rush-identitet og variation. Begge bør dog være sikre top 20-spillere, synes jeg. 

Herefter kommer vi til det område, hvor draften er rigtig dyb på EDGE. Jeg synes, der er mange gode bud i bunden af første runde og toppen af anden runde. Jeg er stor fan af Felix Anudike-Uzomah, der viser evner til at vinde på mange forskellige måder som pass rusher. Nolan Smith er også virkelig klog og super atletisk, men pass rush-produktionen har haltet lidt.

B.J. Ojulari sniger sig ind som næste mand med gode atletiske evner og naturlig pass rush-fornemmelse. Han mangler dog lidt mod løbet. Lukas Van Ness skal nok gå i første runde og måske ganske højt, og hans spændende kombination af eksplosivitet og meget power er spændende. Variation, teknik og evnerne mod løbet er dog under udvikling. Sidste mand, jeg synes bør være i spil til første runde, er Will McDonald. Han spillede ude af position hos Iowa State, men han er lang og ekstremt atletisk. Han er lidt til den lette side lige nu, og hans power lider derunder.

På andendagen er min favorit Tuli Tuipulotu. Han er ikke så atletisk, men han er ekstremt instinktiv og teknisk virkelig velfunderet. Bare en dejlig football-spiller at se på. Derick Hall og Keion White er to navne, der nævnes i spil til første runde, og selvom jeg godt kan se potentiale er det for tidligt. Hall var ikke instinktiv, synes jeg, og White er teknisk et kæmpe projekt, synes jeg. Så vil jeg hellere tage chancen på Isaiah McGuire, der også er en stor, kraftfuld og atletisk rusher. Han er også tre år yngre og med bedre hofter. Nick Herbig er lidt modsætningen til nogle af de typer, da han er mindre, teknisk super dygtig og med god spilforståelse. Han er bare så lille, at han kan få det svært som EDGE i NFL. Der venter måske en hybrid-rolle til ham.

Næste klynge på mit board indeholder tre spillere, der alle gør sig bedste mod løbet og har nogle klare begrænsninger mod kastet. Colby Wooden spillede mest defensive tackle hos Auburn i år, men jeg ser ham som en mosende EDGE a la Sam Hubbard. Herlig motor og intensitet på banen. Isaiah Foskey og Zach Harrison er begge stive som et bræt rundt om hjørnet, men deres længde og fine burst skal nok kunne gøre dem til i værste fald rotationsspillere på den defensive linje, tror jeg.

Herefter rammer vi dag 3-projekterne, synes jeg. Andre Carter II er høj og lang og har noget imponerende smoothness over sine bevægelser. Hans power, spilforståelse og teknik er dog ekstremt undervældende, synes jeg. Nick Hampton er en undersized og hurtig speed rusher, der mangler power. Thomas Incoom mangler en del teknisk og på forståelsen, men han har fin eksplosivitet og solid power. Det er et godt udgangspunkt. Sidste mand i min top 20 bliver D.J. Johnson, der er sindssygt eksplosiv af en større EDGE, men han er noget stiv i det og ikke teknisk udviklet nok. Med lidt held er der dog en spændende EDGE til et forsvar, der kører mange stunts – tænk Bud Dupree.

Angreb: Top 10 QB | Top 15 RB | Top 20 WR | Top 10 TE | Top 15 IOL | Top 10 OT |
Forsvar: Top 10 DT | Top 20 EDGE | Top 10 LB | Top 20 CB | Top 10 S |