
Vi troede, at vi havde set det hele, men så nåede vi til den syvende søndag i 2026-sæsonen, som leverede det ene drama efter det andet.
Den syvende NFL-søndag i 2026 var et NFL-maraton, som startede i Paris og sluttede i Seattle. Timingen kunne heller ikke have været bedre, da vi overgik til vintertid og dermed vandt en time på de amerikanske sendeflader. Halleluja!
Her har vi samlet de fedeste spil fra søndagens kampe til dig, så du kan få den bedste start på ugen. Hut hut!
Tillykke til alle jer tight ends!
På initiativ af George Kittle fejrer vi alle den alsidige tight end-position på den sidste NFL-søndag i oktober. Dagen er efter hånden kendt og berygtet som “national tight ends day” og denne søndag bød på intet mindre end 13 tight-end-scoringer.
Én af disse indtræf i Baltimore, hvor Cincinnati Bengals vendte et truende nederlag til en stensikker sejr over Ravens, der fortsat måtte undvære Lamar Jackson.
Det var netop Mike Gesicki, som scorede de første af Bengals’ 35 point, da han greb bolden helt ude ved sidelinjen i Ravens’ endzone og udviste ekstremt lækkert fodarbejde. Happy Tight Ends Day Mike!
Det er ikke en receiver… Det er en safety!
San Francisco 49ers kunne ikke blive ved med at trodse de nådesløse skadesguder, vel? Søndag led Kyle Shanahans mandskab sit første nederlag i 2026-sæsonen, da de tabte med 29-20 til Atlanta Falcons.
Michael Penix Jr. spillede en brandkamp, da han kastede 213 yards, tre touchdowns og ingen interceptions, men det er forsvaret, som vi skal fremhæve her.
For Jessie Bates III leverede en interception, som ville få de fleste receivere til at tabe kæben i misundelse. Den dygtige safety udnyttede, at Falcons’ presspil havde sendt Brock Purdy på en længere skovtur, så da Purdy først sendte bolden afsted, stod Bates III klar til at fremtvinge sin første interception i sæsonen.
Og hvilken én! Se bare, hvordan Jessie Bates III lige akkurat holder sig inden for grønsværens grænser, mens han hiver bolden til sig. Spillet skulle naturligvis ses i sømmene, for dommerne kunne heller ikke tro, at Bates III rent faktisk overholdt football-loven. Cadeau!
Spirer håbet i Tampa Bay?
Det har ikke været nemt at være fan af Tampa Bay Buccaneers i begyndelsen af 2026-sæsonen. Efter seks spillerunder havde Buccaneers bare vundet en enkelt kamp, og Baker Mayfield har været en skygge af sig selv, når han altså har været skadefri.
Men denne søndag gik alt op i en højere enhed for Buccaneers, da de smadrede divisionsrivalerne fra Carolina Panthers med 43-13. Todd Bowles’ forsvar var her, der og alle vegne, da de begrænsede Panthers til 266 offensive yards, leverede fem sacks og fremtvang fire turnovers.
Én af de fire turnovers blev endda omsat til et defensivt touchdown, da Al-Quadin Muhammad først torpederede Bryce Young og dernæst kunne Calijah Kancey samle bolden op og score et 32-yard langt touchdown.
Næste side: Seahawks-forsvaret dominerede Patrick Mahomes









