Bengals forlænger med angrebsvåben

0

Cincinnati Bengals har sikret sig en treårig kontraktforlængelse med den pålidelige og erfarne tight end Mike Gesicki.

Bengals har indgået en treårig kontraktforlængelse med Mike Gesicki, efter at den 29-årige tight end spillede forholdsvis solidt i sin første sæson i Cincinnati i fjor. Med sin nye kontrakt kan Gesicki tjene op til 175 mio. danske kroner ($25.5 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.

I sin første sæson som Bengals-spiller greb Mike Gesicki tredjeflest bolde (65) og yards (665) af alle Joe Burrows spillere – kun overgået af Ja’Marr Chase og Tee Higgins. Derudover scorede Gesicki to touchdowns.

Spørgsmålet er nu, om lykken begynder at vende i Cincinnati? Bengals har fået en turbulent start på foråret, hvor de kæmper for at lande en længerevarende kontrakt med Tee Higgins, som er utilfreds med, at Bengals har benyttet sit franchise-tag på ham for andet år i træk.

Derudover har Bengals’ ubestridte forsvarsstjerne Trey Hendrickson krævet et skifte væk, og Bengals forsøger også at lande en kontraktforlængelse med superstjernen Ja’Marr Chase. Det er et par profilerede spillere, da Hendrickson leverede flest sacks (17,5), og Chase greb flest bolde (127), yards (1.708) og touchdowns (17) af alle i NFL i 2024-sæsonen.

Mike Gesicki blev oprindeligt valgt af Miami Dolphins i anden runde af 2018-draften. Han nåede at spille fem sæsoner i Miami, før han prøvede lykken i New England i 2023-sæsonen, og senest tørnede ud for Cincinnati Bengals i 2024-sæsonen.

Læs også: Bengals benytter franchise-tag på Tee Higgins… igen!