
2023-draften er kun nogle uger væk, og det er blevet tid til, at Gul Kluds draftekspert Teis Joranger annoncerer sine favoritspillere på de forskellige positioner. Vi starter med quarterback, hvor der er mange risikable men spændende bud på startende NFL-quarterbacks.
Efter en svag 2022-årgang på quarterback, så er vi tilbage med en spændende årgang med mange åbne spørgsmål. Der er nemlig ikke et klart topnavn, og derfor er der stadig usikkerhed om, hvem der bliver valgt først i årets draft.
Meget af det kan blive afgjort ud fra, om man ønsker at satse det hele for at vinde den store jackpot, eller om man gerne vil have en lidt mere sikker NFL-starter med måske lavere upside. Årets årgang inviterer til mange spændende debatter og et par sjove wild cards, hvoraf Hendon Hooker er den helt store ubekendte.
Her får du en top 10-liste fra Gul Kluds Teis Joranger, som han ser quarterback-årgangen lige nu. Du kan se tanker til årgangen under tabellen med rangeringerne.
| Rangering | Spiller | College |
|---|---|---|
| 1 | CJ Stroud | Ohio State |
| 2 | Bryce Young | Alabama |
| 3 | Anthony Richardson | Florida |
| 4 | Will Levis | Kentucky |
| 5 | Hendon Hooker | Tennessee |
| 6 | Dorian Thompson-Robinson | UCLA |
| 7 | Tanner McKee | Stanford |
| 8 | Jake Haener | Fresno State |
| 9 | Aidan O'Connell | Purdue |
| 10 | Jaren Hall | BYU |
Kommentarer til årgangen
Det var en svag årgang i 2022-draften, men årets årgang er rigtig sjov og spændende. Der er ikke en garanteret stjerne, men der er nogle sjove outliers, som alligevel har spændende potentiale. Jeg har den spiller, C.J. Stroud, som er mindst en outlier som min bedste quarterback, da jeg synes, han har det bedste all round game. Han bliver måske ikke en top 5 quarterback i NFL, men jeg synes, der er nok at arbejde med, til at han kan blive en god NFL-starter.
Bryce Young er også en rigtig fin quarterback, som har en god fornemmelse for spillet. Jeg synes dog også, at der er nogle begrænsninger hos ham, som trækker ham under Stroud. For mig er armstyrken og armtalentet ikke fantastisk, og det vil udfordre ham i NFL. Jeg tror, han har brug for de rigtige betingelser og det rigtige system mere end de andre top quarterbacks.
Efter Stroud og Young kommer de to store upside-projekter. Jeg kan rigtig godt lide Anthony Richardson, og kan man forbedre hans teknik, så tror jeg egentlig, at man allerede har fin en NFL-starter. Hans fysiske talent er fantastisk, men hans fornemmelse for lommen giver også en højere bund, end mange anerkender. Will Levis er ret klar firer for mig, og jeg ville personligt ikke tage ham i øverste halvdel af første runde. Processing, decision making og pocket awareness er ret elendig, og jeg har bare svært ved at se, at han bliver en stor profil, selvom han godt kan blive starter.
Hendon Hooker er ligeledes en kæmpe outlier, som nogle snakker om i første runde. Jeg kan slet ikke købe en 25-årig quarterback med et overrevet korsbånd fra et angreb, der har tæt på ingenting at gøre med et NFL-angreb. Så er der måske nogle ledermæssige og arbejdsmoralmæssige kvaliteter i ham, men det må ikke blive en chance i første runde, synes jeg.
Herefter kommer vi ned i området for sandsynlige backups. Jeg har Dorian Thompson-Robinson øverst, da jeg synes, han har det største potentiale med god mobilitet, en god arm og noget flair for spillet. Teknik, præcision og decision making er dog ustabilt. Herefter går jeg med Tanner McKee, som er årets mest spøjse og pinefulde quarterback at se. Hans teknik er helt igennem forfærdelig, og hans decision making, mentale proces og pocket awareness er også alt for svingende. Men han har en god arm, noget naturlig præcision (for det meste) og noget flair, som med tålmodighed (Meget!) og godt trænerarbejde måske kan gøre ham til en eller anden form for starter.
Efter de to kommer vi til de spillere, som jeg ikke tror, har starterpotentiale. Jake Haener er en fin og klog backup med god præcision, men der er nogle begrænsninger i det fysiske talent. Jeg ser ham som årets Bailey Zappe. Aidan O’Connell er solid, relativt præcis og rimelig klog. Han er bare en non-faktor, når strukturen bryder ned, og han er ikke særlig mobil. Jaren Hall mangler lidt over det hele, men han har noget armtalent og noget flair, som er værd at have på et roster.
Angreb: Top 10 QB | Top 15 RB | Top 20 WR | Top 10 TE | Top 15 IOL | Top 10 OT |Forsvar: Top 10 DT | Top 20 EDGE | Top 10 LB | Top 20 CB | Top 10 S |








