2. Carolina Panthers
For tre år siden fik Carolina Panthers ny headcoach, da Matt Rhule under stor ståhej og med mange forventninger blev præsenteret i Charlotte. Siden er mange quarterbacks løbet gennem åen, og nu kommer klubben til et skillepunkt.
Vil ledelsen acceptere endnu en middelmådig sæson, eller skal der vindes kampe her og nu, og skal holdet have fundet en fuldgod løsning på quarterback?
I hvert fald brænder sædet under Matt Rhule allerede, inden draften overhovedet er skudt i gang, og der er faktisk en formodning om, at klubben henter utilfredse Baker Mayfield i Cleveland.
Klubbens største problem er bare, at de har pantsat mere eller mindre hele 2022-draften, så de har ét pick (6) i første runde, og så ikke et valg igen før sent i fjerde runde. Derfor skal de ramme plet med deres førstevalg, og spørgsmålet er, om de tør tage en quarterback så højt i en middelmådig årgang.
Den bedste mulighed for Panthers til at få noget ud af denne draft, er næsten at trade sjette-valget og få nogle picks til 2. og 3. runde, og håbe på at finde gode spillere der, og måske endda være heldige, at en af de mindre populære quarterbacks falder til dem.
Næste side: Hvem skal gribe boldene i Green Bay?








