NFL har lavet en speciel Covid-19 skadesliste til spillere, der er testet positive eller har været udsat for smittefare.

Ingen greb flere touchdowns sidste sæson end Lions’ Kenny Golladay. Det kommer måske ikke til at gentage sig i 2020, for den 26-årige receiver røg onsdag på NFLs Covid-19 skadesliste.

Han er én af hele fem Lions-spillere, der onsdag blev sat på den specielle liste, hvor spillerne efter udstået karantæne kan vende tilbage til holdet.

Også klubbens top rookie fra 2019, tight end T.J. Hockenson, blev placeret på den midlertidige skadesliste. Hockenson fik en flot debut i NFL sidste år, men blegnede lidt som sæsonen skred frem.

Quarterback Matthew Stafford kommer helt sikkert til at savne sine to store våben, indtil de eventuelt kommer tilbage. Golladay greb 65 bolde for 1190 yards og 11 touchdowns, mens Hockenson greb 32 bolde og to touchdowns.

Også på forsvaret og special teams må Lions foreløbigt undvære flere spillere, omend det ikke er lige så kendte navne som de to ovenstående. Defensive backs Jalen Elliott og Amani Oruwariye samt punter Arryn Siposa blev onsdag skrevet på skadeslisten.

I modsætning til den normale Injured reserve skadesliste, hvor kun to spillere kan vende tilbage til truppen i løbet af sæsonen, så kan alle spillere på Covid-19 skadeslisten vende tilbage, så snart de er clearet.

Det er ikke tilladt for klubberne at oplyse, om en spiller på Covid-19 skadeslisten er testet positiv for Covid-19 eller blot har været udsat for smittefare.

Covid-19 listen skal ikke forveksles med Opt-out listen, hvor spillere frivilligt kan vælge at springe 2020-sæsonen over. Se hele listen med alle spillere på alle hold, der har valgt at trække sig fra 2020-sæsonen.