
NFC North er måske NFLs stærkeste division. Fire jævnbyrdige mandskaber, men hvem trækker det længste strå?
Du skal snart ikke vente længere. Natten til torsdag den 11. september indleder Seattle Seahawks sit titelforsvar, når de forsvarende mestre møder New England Patriots i sæsonpremieren anno 2026.
Til den tid vil det være 213 dage siden, at selvsamme Seahawks og Patriots lukkede 2025-sæsonen, da de mødtes på den allerstørste scene til Super Bowl LX.
Frem mod sæsonstarten kigger vi nærmere på de 32 hold. Vi klæder dig på til sæsonstarten, så du er helt ajourført med holdenes gøren og laden, og vi giver vores ydmyge bud på slutstillingen i de otte divisioner.
I denne sæsonoptakt sætter vi spotlyset på den meget spændende NFC North, hvor alle fire hold forventer at vinde divisionen.
Hvad er der sket i NFC North siden sæsonafslutningen?
Chicago Bears
Chicago Bears går ind til sæsonen med en klar rød tråd, men også et par kæmpe udfordringer. Efter to år under Ben Johnson skal de endnu længere i 2026, men har de mistet for mange markante spillere?
Efter den lidt overraskende NFC North-titel i 2025 foran Packers, Vikings og Lions har sportschef Ryan Poles ikke kastet penge efter store stjerner, men i stedet værnet om lønloftet og forsøgt at forbedre truppen via draften.
Der blev sagt farvel til receiver DJ Moore. En handel der både gav både luft i budgettet og et andet-runde-pick, som Bears brugte på center Logan Jones – en direkte løsning og erstatning for Drew Dalman, der pludselig gik på pension.
På forsvaret er fokus skiftet mod ungdom og fart: Linebacker Devin Bush og rookie safety Dillon Thieneman kommer til, og det gør Super Bowl mester Coby Bryant også, men han er blevet knæskadet i træningslejren og er ude mindst to måneder. Væk er til gengæld både Kevin Byard og Jaquan Brisker. De to safeties spillede begge over 99% af alle snaps sidste sæson, og deres rutine kan blive svær at erstatte.
Headcaoch Ben Johnson taler om “at tilføje nye lag af lækkerier” til angrebet, hvor quarterback Caleb Williams nu kender systemet og kan tage det næste skridt, hvor han stadig skal lukrere på egne evner til at skabe plays men også skal spille mere indenfor struktur.
Forventningerne i Chicago og hos Bears-fans over hele verden er høje: Divisionstitlen skal genvindes, og holdet skal nå længere i slutspillet.
Detroit Lions
Efter en kæmpe skuffelse i 2025, hvor Lions missede slutspillet, så var der fokus på tre ting i off season: Bliv yngre, spar penge og få den offensive linje tilbage på fode.
Sportschef Brad Holmes og headcoach Dan Campbell har bevidst sagt farvel til nogle af de ældre spillere, og andre er (mere eller mindre frivilligt) gået på pension. Væk er fanfavoritter som Taylor Decker, Graham Glasgow og David Montgomery.
Offensive tackle Blake Miller blev valgt i første runde af draften, og det er pinedød nødvendigt, at han kan starte fra første fløjt. Han skal træde direkte ind på højre tackle, så Penei Sewell kan rykkes over på venstre. På center har Lions været i krise siden Frank Ragnow pludselig trak stikket. Løverne fra bilbyen håbede, at den tidligere Panthers-spiller Cade Mays skulle skabe stabilitet i midten, men han er blevet skadet og er ude mindst to måneder. I hans sted ligner Juice Scruggs starteren.
Running back Jahmyr Gibbs har fået en rekordstor kontrakt, og den nye offensive koordinator Drew Petzing skal give Jared Goff ny energi, mens Dan Campbell taler om “Redemption and Respect”.
På forsvaret er der også lavet en foryngelseskur. Det starter med rookie pass rusher Derrick Moore, som klubben valgte i anden runde af draften. Også DJ Wonnum skal hjælpe med at jagte quarterbacken. Han kommer til fra Panthers, men Lions kender ham særdeles godt, da han begyndte karrieren hos Vikings.
Forventningerne er en tilbagevenden til toppen af NFC North og en playoff-plads, men spørgsmålet er, om vi har set det bedste fra Lions, og de igen bliver prygelknabe i NFC North.
Green Bay Packers
Green Bay Packers angreb off season med en åbenlys ambition – forsvaret skulle forbedres, og det skal udmønte sig i divisionstitel, playoffs og en tur i Super Bowl.
Sportschef Brian Gutekunst og headcoach Matt LaFleur har gjort det så godt i osteland, at de begge fik en kontraktforlængelse inden sæsonen. Det på trods af, at klubben med de stolte traditioner måtte se ærkerivalerne fra Chicago løbe med divisionstitlen i 2025.
Free agency var (som altid for Packers) stille, men målrettet: DT Javon Hargrave skal styrke den indvendige defensive linje, LB Zaire Franklin skal erstatte Quay Walkers 100+ tacklinger, mens CB Benjamin St-Juste og anden runde-pick Brandon Cisse forstærker de bagerste geledder.
Packers havde ikke et første runde-pick, da de havde brugt det på Micah Parsons sidste år, og nu er forventningen, at han kommer stærkt tilbage fra sin korsbåndsskade, og tilføjer defensiven den umpf, han kom med sidste år.
Der er også ny defensiv koordinator i form af Jonathan Gannon,der kommer til efter et skuffende ophold som headcoach for Cardinals.
Angrebet er stadig bygget op om quarterback Jordan Love, men der er tyndet ud i hans receiver-gruppe, hvor både Romeo Doubs og Dontavion Wycks fandt græsset grønnere andre steder. Til gengæld er trioen med Matthew Golden, Christian Watson og Jayden Reed på papiret blandt ligaens bedste.
Der er også sket betydelige ændringer på special teams, hvor kickeren med det perfekte navn kommer til. Rookie Trey Smack skal smacke field goals ind på stribe, mens den tidligere Super Bowl mester Skyy Moore skal returnere punts og kickoffs. Til at styre det hele har Packers hentet den tidligere Patriots Super Bowl vinder Cam Achord ind som koordinator.
Minnesota Vikings
Opdateret: Kyler Murray er officielt udnævnt som starter for Vikings
Hvem skal spille quarterback? Det er det helt store spørgsmål i Minnesota før sæsonstarten. Bliver det smertensbarnet JJ McCarthy eller nytilkomne Kyler Murray, der både er tidligere nr. 1 pick og dobbelt Pro Bowler. Han kommer til på en billig etårig kontrakt, hvor Arizona Cardinals betaler det meste af hans løn. Håbet er, at head coach Kevin O’Connell kan få Murrays karriere tilbage på benene, og at den højdeudfordrede quarterback kan tage Vikings til Super Bowl. En win-win situation.
Udover tilføjelsen af Murray var den største nyhed i foråret fyringen af sportschef Kwesi Adofo-Mensah, der efter et par håbløse drafts og hovedrystende beslutninger (læs: Sendte Super bowl mester Sam Darnold på porten) måtte sige farvel og tak. Den midlertidige sportschef Rob Brzezinski styrede klubben gennem draften og det meste af offseason, inden klubben ansatte Nolan Teasley som ny sportschef. Han kommer til efter otte år hos Seahawks og med en spritny Super Bowl ring i bagagen.
Efter farvel i free agency til alt, hvad der mindede om kilo på defensive linje, så havde Vikings fokus på forsvaret og ikke mindst skyttegraven i draften. De tog en chance på den meget skadede, men utroligt talentfulde Caleb Banks i første runde og fulgte trop senere med Dominique Orange, der blot bliver kaldt Big Citrus. Vikings tilføjede yderligere tre spillere til forsvaret i draften, blandt andre linebacker Jake Golday, der burde få en stor rolle fra dag 1. Desuden er den tidligere topspiller Jamal Adams kommet til.
På angrebet kommer receiver Jauan Jennings til fra 49ers, og han giver Vikings måske NFLs bedste trio med Justin Jefferson og Jordan Addison.
Næste side: Du finder vores måske lidt overraskende bud på slutstillingen i NFC North









