Denver Broncos-cheftræner Vic Fangio kalder quarterback-duellen mellem Drew Lock og Teddy Bridgewater for 50/50.

Kort inden starten på 2021-draften var der pludselig massive rygter om, at Aaron Rodgers ville til Denver Broncos. Få timer senere var rygterne dog faldet i intensitet, og lige nu ser det meget urealistisk ud, at Packers-quarterbacken skulle fortsætte som manden bag center i Denver.

Læs også: Packers-boss: Ét hold har ringet om Aaron Rodgers

Derfor er der lagt op til en duel mellem unge Drew Lock og rutinerede Teddy Bridgewater. Umiddelbart ville man måske tro, at Lock, som Broncos valgte i anden runde af 2019-draften, ville have en fordel.

Men Denver-cheftræner Vic Fangio spår en helt åben kamp om pladsen som startende quarterback.

“Ikke hver dag, men hen over træningerne og træningslejren bliver det nok fordelt cirka 50/50,” lyder det fra Vic Fangio ifølge Mike Klis, der dækker Denver Broncos tæt for 9News. Dermed må det siges, at duellen mellem Bridgewater og Lock er åben.

Læs også: Broncos trader sig til Teddy Bridgewater

Denver Broncos tradede sig onsdag den 28. april til Teddy Bridgewater ved at sende et sjetterundevalg i årets draft til Carolina Panthers. Nu er spørgsmålet så, om den 28-årige quarterbacks stabilitet er bedre end Drew Locks højere topniveau fyldt med udsving.