Et hold ringede til Packers om Aaron Rodgers torsdag aften. De blev afvist.

De seneste dage i NFL-verdenen har først og fremmest stået i draftens tegn, men få timer inden den første runde af draften sprang en bombe i Green Bay.

Aaron Rodgers vil væk, kunne ESPN skrive. Den legendariske quarterback, der vandt MVP-prisen i fjor, føler sig ikke værdsat af ledelsen og er utilfreds. Det kan du læse mere om ved at trykke her.

Det satte straks gang i rygterne. Hvor skal Aaron Rodgers hen? Hvor vil han spille? 49ers? Broncos? Men en handel kom ikke på plads i løbet af weekendens draft, og der var end ikke forhandlinger. Sådan lyder det nu fra Brian Gutekunst, der er general manager for Green Bay Packers.

– Jeg havde ingen forhandlinger om en trade med noget hold. Jeg modtog et opkald fra et hold torsdag aften, efter at alle nyhederne kom ud. Jeg sagde nej. Det var slutningen på samtalen, siger Brian Gutekunst til Peter King.

Green Bay Packers har imidlertid en potentiel afløser, hvis de på et tidspunkt beslutter sig for at forsøge at sende Aaron Rodgers væk. I første runde af sidste års draft valgte de quarterback Jordan Love, som var reserve for netop Rodgers i 2020.