
Todd Monken var på vej til New York med John Harbaugh, men nu vender han i stedet tilbage til Cleveland Browns som ny cheftræner.
Cleveland Browns har ansat Todd Monken som deres nye cheftræner, efter at de fyrede Kevin Stefanski tidligere på måneden.
Det er ikke ukendt terræn for Monken, der tidligere har været ansat som offensiv koordinator for netop Browns tilbage i 2019-sæsonen, da Freddie Kitchens var cheftræner.
I de seneste tre år har Todd Monken udmærket sig som offensiv koordinator hos Browns’ ærkerivaler fra Baltimore Ravens. Monkens angreb var især en force i NFL i 2024-sæsonen, hvor Ravens producerede flest yards pr. kamp og pr. spil i NFL.
Todd Monken, som fylder 60 år i næste uge, bringer et væld af erfaring med sig til Cleveland, efter at han har trænet 11 år i NFL. Han har dog ingen erfaring som cheftræner i NFL, men han har tidligere stået i spidsen for Southern Miss fra 2013 til 2015.
Jim Schwartz forbigået
Cleveland Browns har haft ni forskellige kandidater til ansættelsessamtale efter fyringen af Kevin Stefanski, og det var egentlig forventningen, at de ville forfremme deres velansete defensive koordinator Jim Schwartz til cheftrænerjobbet.
Jim Schwartz skulle heller ikke have modtaget nyheden om Todd Monkens ansættelse godt, og ifølge TV-stationen NFL Network har Schwartz allerede informeret Browns om, at han ikke vender tilbage.
Giants skal på jagt efter en ny offensiv koordinator
Det var også forventningen, at Todd Monken skulle følge John Harbaugh til New York Giants, hvor han efter sigende havde indgået en principaftale om at blive holdets nye offensive koordinator.
Men det var også en del af denne principaftale, at han kunne bryde kontrakten, hvis han blev tilbudt en cheftrænerstilling i NFL.
Todd Monken skal forsøge at genrejse Cleveland Browns, som har haft svært ved at finde offensiv kontinuitet, siden de forærerede en bondegård til Houston Texans for at hente DeShaun Watson.
De turbulente år kan opsummeres ved, at Browns startede fem forskellige quarterbacks i 2023-sæsonen, fire forskellige i 2024-sæsonen og tre forskellige i den forgangne sæson.








