
I de seneste tre sæsoner har John Harbaugh og Todd Monken arbejdet tæt sammen i Baltimore. Nu fortsætter de samarbejdet hos New York Giants.
Alt tyder på, at John Harbaugh bliver den næste cheftræner for New York Giants, og han er allerede i gang med at sætte sit trænerhold.
Hans første trænerudnævnelse bliver Todd Monken, der forventeligt bliver ansat som Giants’ næste offensive koordinator.
Todd Monken har arbejdet tæt sammen med John Harbaugh i de seneste tre år, hvor han har indtaget en tilsvarende rolle for Ravens.
Under Harbaugh og Monkens fælles periode i Baltimore, rangerede Ravens’ angreb som det fjerdemest effektive i NFL, og Lamar Jackson vandt sin anden MVP-titel i 2023-sæsonen.
Todd Monken har været en ombejlet træner, siden John Harbaugh blev fyret af Baltimore Ravens. Deriblandt har Cleveland Browns haft Monken til samtale om deres ledige cheftrænerstilling.
I New York overtager Todd Monken efter Mike Kafka, som har været holdets offensive koordinator siden 2022-sæsonen.
Her bliver det Monkens fremmeste opgave at forløse Jaxson Darts potentiale. New York Giants valgte Dart med det 25. valg i første runde af 2025-draften, og han leverede et blandet indtryk i sin første sæson som professionel.
Jaxson Dart spillede 14 kampe 2025-sæsonen, og han døjede løbende med forskellige skader. Dart kastede 2.272 yards, 15 touchdowns og fem interceptions, mens han også løb for 487 yards og ni touchdowns.
Ansættelsen af Todd Monken forventes offentliggjort, når Giants har færdiggjort deres samtaler med øvrige kandidater, men ifølge TV-stationen ESPN og mediet The Athletic er det et spørgsmål om tid.








