Cleveland Browns var tæt på at anskaffe sig Cincinnati Bengals’ quarterback, AJ McCarron, men godkendte ikke handlen til NFL inden trade deadline.

Tirsdag klokken 21 dansk tid var det sidste chance for at foretage trades, og mens Bills og Panthers lige nåede det, var andre ikke lige så heldige. Og et af de hold, der ikke nåede få fat i deres mand, var Cleveland Browns.
ESPNs pålidelige insider, Adam Schefter, rapporterer, at Cleveland Browns og Cincinnati Bengals kort før trade deadline var blevet enige om en handel, der ville sende reservequarterbacken AJ McCarron til Browns, og at Bengals havde godkendt handlen til NFL. Det havde Browns imidlertid ikke, hvorfor McCarron altså må blive i Cincinnati.


Browns’ cheftræner, Hue Jackson, kender AJ McCarron fra deres fælles tid hos Bengals. Her var Jackson offensive coordinator i McCarrons to første år i ligaen.
Efter otte nederlag i træk ønskede Jackson en ny quarterback, og de var efter sigende også interesserede i Jimmy Garoppolo. Garoppolo skiftede imidlertid til 49ers, mens McCarron altså bliver hos Bengals.
Browns kan i stedet forsøge sig med de to quarterbacks til sommer, hvor de to unge quarterbacks er free agents. Indtil da må de nøjes med DeShone Kizer, Cody Kessler og Kevin Hogan.
*** Læs også: Eagles trader sig til Jay Ajayi
*** Læs også: Texans sender Duane Brown til Seahawks
*** Læs også: Patriots sender Jimmy Garoppolo til 49ers
*** Læs også: Panthers sender Benjamin til Bills