Både Kareem Hunt og Jack Conklin ventes at komme i spil, når Cleveland Browns gæster M&T Bank Stadium natten til mandag d. 29. november.

Cleveland Browns har haft en svingende formkurve på det seneste, hvor mandskabet kun har vundet tre af deres seneste syv kampe. Natten til mandag møder Browns (6-5) divisionsrivalerne fra Baltimore Ravens (7-3) i et opgør med væsentlige implikationer for både divisionstitel og slutspil.

På dagens pressemøde kunne Kevin Stefanski fortælle, at både Kareem Hunt og Jack Conklin forventes spilleklar til topkampen.

Kareem Hunt har siddet ude, siden han pådrog sig en lægskade i sjette spillerunde, hvor Cleveland Browns tabte til Arizona Cardinals. Forinden havde Hunt løbet og grebet bolde for 522 yards og fem scoringer, hvortil han var et glimrende supplement til Nick Chubb.

Og med Jack Conklin tilbage i folden kan Browns forventeligt stille med stærkeste opstilling på den offensive linje. Conklin har døjet med en albueskade, som har holdt ham på sidelinjen i de seneste tre kampe. Der er imidlertid fortsat tvivl om center JC Tretter inden opgøret.

Vi kan se frem til et par heftige opgør fra den konkurrencedygtige AFC North i de kommende spillerunder, hvor Browns og Ravens bl.a. mødes to gange på tre uger.