
I går, onsdag, var Trey Hendrickson tilbage på træningsbanen for første gang i sæsonen. Dog uden træningstøj eller en ny kontrakt i hænderne.
Det har været, og er stadig, en af sæsonens hidtil allerstørste historier. Og nu har den endnu engang taget en drejning.
Trey Hendrickson og Cincinnati Bengals kan ikke blive enige om en ny aftale, hvorfor forsvarsstjernen hverken valgte at dukke op til den obligatoriske minicamp i juni eller de første syv dage af træningslejren. Men efter en god uges tid i sin hjemstat, Florida, er han igen at finde på træningsbanen – dog uden hverken hjelm, støvler eller beskyttelse.
Hendrickson er nemlig gået fra et såkaldt hold-out til en hold-in. I stedet for at blive væk fra træningslejren og dermed tage dagsbøderne på 50.000 amerikanske dollars, svarende til 326.000 danske kroner, er han nu mødt op, men uden at have i sinde at træne eller spille med sine holdkammerater uden en ny, flerårig kontrakt.
Samme manøvre valgte Terry Mclaurin også at lave tidligere på ugen, da han også er ude efter en heftig forlængelse.
Ifølge amerikanske NFL-journalister, har Hendrickson tænkt sig at deltage til holdmøder, og til gårsdagens træning var han engageret i træningen ved blandt andet at snakke en masse med holdets store rookiehåb Shemar Stewart, der også har haft kontraktstridigheder med Bengals-ledelsen.
Læs også: Bengals og Shemar Stewart er enige om kontrakt
Til medieseancen efter træningen blev Hendrickson udelukkende forholdt sin nuværende situation og blev flere gange spurgt, hvor han og holdet står henne i forhold til en ny kontrakt. Her understregede han, at kontraktsituationen ikke har rykket sig siden, han valgte at flyve til Florida. Der forlød det, at de to parter stadig var langt fra hinanden, og at det især omhandler garanterede penge.
Hendrickson er forsat på kontrakt med Bengals ét år mere, hvor han står til at tjene 16 mio. amerikanske dollars (104 mio. danske kroner).








