Ud med Landon Collins og Odell Beckham, og så er DeSean Jackson tilbage hos Eagles. Vi ser på de fem største ændringer i NFC East i løbet af foråret.

NFL er taget på sommerferie, og dermed bevæger vi os hastigt fra off season mod pre season. I de næste to uger kigger vi på de fem mest betydningsfulde off season transaktioner for hver af de otte divisioner. Turen er kommet til NFC South, hvor blot ét hold havde flere sejre end nederlag sidste sæson. Det sker næppe i 2019 efter flere spændende ændringer hos Buccaneers, Falcons, Panthers og Saints.

AFC South | AFC East | AFC North | AFC West
NFC South | NFC East | NFC North | NFC West

5. Redskins mister dygtige linebackere

I 2018 var Mason Foster og Zach Brown Redskins’ startere på linebacker. Mason Foster var som altid en stensikker tackler og han fik for 2. gang på 3 år 120+ tacklinger. Desværre var Foster desværre også, som altid, en svaghed i opdækning og i blitz, hvorfor han blev rangeret som linebacker nummer 115 i 2018. Zach Brown havde derimod et fantastisk år i 2018, hvor han gjorde det fænomenalt mod løbet, i opdækningen, samt tog et skridt fremad i evnen til at presse quarterbacken. Brown blev rangeret som den fjerde bedste linebacker i 2018 af analysesitet Pro Football Focus.

Redskins havde åbenbart ingen intentioner at beholde Brown, eftersom han et godt stykke inde i transfer vinduet skrev under med Eagles til blot 2.5 millioner. Formegentlig regnede Redskins med, at tidligere 49ers førsterunde-linebacker Rueben Foster var klar til at tage over.

Foster har som bekendt haft en svær start på sin NFL karriere. Efter blot 1 år i ligaen formåede han at blive fyret af 49ers grundet sager med mistanke og rygter om vold mod sin kæreste. Cheftræner Kyle Shanahan udtalte dengang, at hele trænerstaben havde tillidsproblemer med R. Foster. I april 2019 ophørte undersøgelserne i forbindelse med en retssag mod ham, hvorefter han kunne genoptage sin karriere i NFL. Men til første træning for Redskins i OTAs rev han sit forreste og yderside korsbånd over og må se på fra sidelinjen hele sæsonen.

Redskins har siden hentet linebacker Jon Bostic, som i en alder af 28 ikke har kunnet finde sin plads i NFL, eftersom han har tilbragt sin karriere med 1 årige kontrakter hos bl.a. Steelers, Colts, Lions og Patriots. Greg Manusky, Redskins’ defensive koordinator må håbe, at indkøbet af safety Landon Collins kan kompensere for tabet af Zach Brown og Mason Foster.

4. Eagles holder sammen på den offensive linje

Efter et hårdt år med skader i 2018, var der mange spørgsmål til, hvordan Eagles offensive linje skulle se ud i 2019:

All-pro højre guard Brandon Brooks, som i to år i træk har været rangeret som en top-5 guard i NFL af Pro Football Focus, rev sin akillessene over i divisionsrunden mod Saints i Januar.
All-pro center Jason Kelce, som to år har rangeret som den bedst center i ligaen af PFF, havde i en alder af blot 31 år store overvejelser om at gå på pension.
Fremtidige Hall Of Fame venstre tackle Jason Peters har ikke kunne holde sig rask de seneste par år, og er blevet erstattet af backup halapoulivaati Vaitai i flere kampe.
Venstre guard har været en position i stor udskiftning, hvor hverken Stefen Wisniewski, Chance Warmack eller Isaac Seumalo har kunne vinde startertitlen.

Med håbet om at holde Carson Wentz på benene i en hel sæson for første gang siden 2016, har det været en tydelig prioritet for Eagles administrerende direktør Howie Roseman at holde sammen på talenterne. Jason Kelce blev forlænget med tre år. Wisniewski og Seumalo blev begge forlænget til en kamp om at starte på venstre guard. Jason Peters fik en etårig forlængelse med håbet om at årets førsterundevalg Andre Dillard kan lære af Eagles-legenden. Hvis alle brikkerne falder på plads i forhold til skader, kunne Eagles få en solid offensiv linje i 2019.
Der går endda rygter om, at Brooks kunne være med allerede fra uge 1 – se nedenstående video fra maj om hans fremskridt!

3. Cowboys forlænger med Demarcus Lawrence

Efter at være blevet franchise tagget i 2018, så det ud til at blive en længerevarende kontraktstrid mellem Lawrence og Cowboys, som ville “tagge” ham igen i 2019, hvilket han nægtede at spille under. Konflikten blev dog løst relativt hurtigt, da der den 15. april blev forlænget med fem år, 105 millioner dollars. En forlængelse, som Cowboys virkelig havde brug for.

Igennem 2 sæsoner har Lawrence leveret 25 sacks og ramt quarterbacken yderligere 49 gange. Præstationer der gav ham pladsen som nummer 1 defensive end af Pro Football Focus i 2017 og nummer 7 i 2018. Foruden Lawrence har Tyrone Crawford gjort det solidt i midten af den defensive linje, hvor han har spillet som starter igennem 5 år.

Herefter bliver det mere usikkert. Randy Gregory, som i forvejen har testet positivt på urintest for ulovlige midler flere gange, er blevet suspenderet fra NFL på ubestemt tid. David Irving, som ligeledes har fejlet tests for ulovlige stoffer, blev også suspenderet på ubestemt tid, hvorefter Cowboys valgte at fristille ham. Taco Charlton, førsterundevalget fra 2017, har været en skuffelse i starten på sin karriere, hvor det over to år er blevet til fire sacks. Maliek Collins havde en gennemsnitlig sæson i 2018, efter at have spillet forfærdeligt igennem 2016 og 17.

Udover at forlænge Lawrence har Cowboys hentet 29-årige Robert Quinn. Den tidligere Miami og Los Angeles defensive end har efter en dominerende treårig periode fra 2013-2015, som resulterede i 35 sacks, yderligere 38 gange ramt quarterbacken og absurde 89 (!!!) fremskyndede kastespil, haft nogle meget middelmådige år.

Såfremt Quinn finder formen igen, Crawford spiller som vanligt, Charlton udvikler sig og Lawrence opretholder sit dominante spil, kunne det bliver et rigtig godt år for cowboys defensive linje.

… Hvis altså de kan droppe stofferne og holde sig ude af spjældet.

2. Giants skaffer sig af med unge stjerner

I et angreb der har lidt under mangel på stabilitet og store spil, har nøglen til sejr og spænding for Giants’ angreb gået gennem Odell Beckham Jr. siden dagen han blev valgt i 2014 draften. Hans CV er formidabelt og unikt:
– I 2014 vinder han årets rookie på angreb.
– I 2016 blev han den hurtigste spiller til at nå 200 grebne bolde og 4.000 grebne yards.
– 3 gange pro-bowl
– 2 gange all-pro

Et år senere blev safety Landon Collins drafted af Giants i anden runde. Ligesom Odell har Collins haft en god karrierestart, og han har opnået pro bowl i 3 år, samt all-pro i 1 år. Desuden har han et ry for at kunne levere hårde hits og være dominerende mod løbespillet, men ifølge PFF, har hans evne i opdækningen udviklet sig, siden han blev valgt, til nu at være scoret over middel for ligaens safeties.

Desværre for Giants er endnu et fællestræk, at hverken 25-årige Collins eller 26-årige OBJ er på holdet længere. Kort efter en forlængelse af OBJ’s kontrakt blev han sendt til Cleveland, mens Landon Collins simpelthen bare fik lov at gå i transfervinduet. Skulle det være for at få plads til Daniel Jones? – Egentlig ikke, eftersom Giants havde haft det sjette draftvalg uanset. Giants valgte istedet at vælge Clemsons defensive linjemand Dexter Lawrence, som i virkeligheden er en ret lig Damon Harrison, som holdet valgte at sende til Lions for et sølle femterundevalg.

Et angreb med OBJ, Saquon Barkley, Golden Tate, Evan Engram og Sterling Shepard kunne have været giftigt. Spørgsmålet er nu, om Giants har nok offensivt talent til at løfte den nedadgående Eli Manning i endnu en sæson – eller et forsvar, som nu uden deres bedste spiller, kan holde dem i kampen.

1. Eagles henter DeSean Jackson tilbage

Siden 2014 har Eagles haft store problemer med at finde en wide receiver med evne til at true i dybden, gribe lange bolde og score hurtigt. Navne som Josh Huff, Chris Givens, Bryce Treggs og Torrey Smith har alle været forsøgt. Nyligt var det tidligere Steeler og Raven, Mike Wallace, som ikke nåede at gribe én bold, inden han var ude for sæsonen med en brækket knogle i underbenet.

Problemet må siges at være selvforskyldt, eftersom Chip Kelly i sin mission om at fjerne alt Eagles’ talent fra 2013-2015 fyrede DeSean Jackson, selv efter en 2013 sæson med over 1.300 grebne yards og 9 touchdowns med Michael Vick som quarterback.

Jackson, som er kendt som en spiller med følelserne ude på tøjet, tog det selvfølgelig meget personligt, og gjorde det til sin egen lille mission at terrorisere Eagles lige siden. I 2014, sit første år væk fra holdet, greb han henholdsvis 126 og 117 yards i de to kampe Redskins spillede mod Eagles. Flashback til 2014 sæsonen i nedenstående klip:

Nu er Jackson endelig tilbage i grøn og hvid, efter Eagles fik ham på en tre år, 27 millioner kontrakt.

Har Eagles så endelig fundet deres receiver, der kan true i dybden? Siden 2006 har PFF noteret statistik for grebne bolde kastet over 20 yards, hvor Jackson rangerer som nummer et i antal grebne bolde (123), et i yards grebet (4.841), et i touchdowns (38) og nummer fire i total receiver score.