Køb NFL GamePass
Forside 10 svar vi leder efter 10 svar vi leder efter i 7. spillerunde

10 svar vi leder efter i 7. spillerunde

0

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 7. spillerunde af 2026-sæsonen.

1. Får Miami lov til at have en føring?

Miami har ikke vundet en kamp i år, men imponerende er det, at de slet ikke på noget tidspunkt har ført i indeværende sæson. Ikke et eneste sekund har delfinerne været foran. I deres første fem kampe, inden de sad over i sidste uge, havde de ligaens værste målforskel, så at sige. Modstanderne havde scoret 62 point flere end Dolphins selv, hvilket sjovt nok er grunden til, at de mangler at sejre i år.

Miamis forsvar har egentligt spillet disciplineret football uden mange store fejl, og har været decideret gode mod løbet, men har været for hullede mod kastet og så har holdets angreb ikke kunnet score point. Der var dog forbedringer at spore i femte spillerunde, da de kun tabte med syv point til et solidt Bengals-hold. Dermed ikke sagt, at holdet ser ud til at være på randen af sæsonens første sejr, når de denne søndag møder New York Jets i et internt divisionsopgør. Men mindre kan sikkert også gøre det for holdets fanbase.

Få NFL GamePass til halv pris

Kan Miami komme fornyet ud af deres bye week og sætte sæsonens første føring på tavlen?

2. Holder Seattle imponerende stime i live mod en velkendt modstander?

Seattle Seahawks har ikke fået den start på titelforsvaret, som de havde håbet. Holdets forsvar har dog stadig været utroligt velspillende og er blandt de bedste til at lukke ned for både kast og løb. Særligt sidstnævnte kan blive vigtig i denne uges Sunday Night-duel mod Kansas City Chiefs, der har ligaens mest formstærke runningback, Kenneth Walker, der i februar blev kåret til Super Bowl 60s mest værdifulde spiller, da han var med til at vinde Super Bowl for Seahawks.

Seahawks har ikke tilladt en runningback at løbe for flere end 100 yards siden oktober 2024, da James Cook løb for 117 yards mod Seahawks. Den stime på snart to år er yderst imponerende, men bliver truet, når Chiefs kommer på besøg i Seattle.

Kenneth Walker har været denne offseasons bedste tilføjelse og kan være med til at gøre Chiefs til Super Bowl-favoritter, igen. Med 665 løbeyards på i de første fem kampe, er Walker klart den bedst løbende runningback i NFL. Han løber i gennemsnit for 133 yards per kamp, Bijan Robinson er næstbedst med 106 yards per kamp. Walker har også løbet seks scoringer ind, hvilket giver ham en delt tredjeplads i NFL i den kategori.

Seattles defensive linje og kløgtige linebackergruppe bliver bakket op af en dynamisk safety-trio, som alle kan tackle. De får alle deres sag for. Trækker Seahawks alligevel det længste strå og fortsætter den imponerende stime, eller viser Kenneth Walker sig frem og gør det onde ved sit tidligere hold på sin gamle hjemmebane?

3. Er JJ McCarthy den nye chef hos Giants?

Kan der være et quarterbackkontrovers igen hos New York Giants? Efter en sæsonafsluttende skade til quarterback Jaxson Dart så det ud til, at Jameis Winston skulle være styrmand resten af sæsonen, men efter sidste uges kamp er det ikke længere end garanti. Faktisk er quarterbacken blevet degraderet inden denne uges kamp.

Jameis Winston blev henvist til bænken i New York Giants’ nederlag til New Orleans Saints efter han kastede endnu en interception, sin fjerde af slagsen de seneste tre kampe. Det betød debut til J.J. McCarthy, der tidligere på måneden blev smidt på porten i Minnesota og sendt til New York. Den unge quarterback spillede noget af det bedste football, han har gjort i sin korte NFL karriere og var lige ved at bringe New York til sejr. Det var ikke fejlfrit, men han havde et par gode dybe kast, som truede Saints-forsvaret.

Nu er McCarthy annonceret som startende quarterback i denne rundes kamp mod Texans. Houston har skuffet i 2026, særligt forsvaret har ikke levet op til den samlede talentmængde. De har dog vundet to kampe i træk og er ikke nogen nem modstander, særligt Will Anderson Jr., der er ligaens bedste til at sacke modstandernes quarterback, er skræmmende.

Kan McCarthy bygge videre på den solide debut, eller får han en hård dag mod Houston?

4. Er Omar Cooper en stjerne i svøb?

New York Jets havde tre valg i første runde af dette års draft, og indtil videre har der været solidt afkast på alle tre valg. Senest var det receiver Omar Cooper, valgt med det 30 valg i draften, der gjorde sig positivt bemærket. Rookien havde ellers siddet ude en måned med en skade, som han pådrog sig i første spillerunde, hvor han greb en enkelt bold for 30 yards. I søndagens nederlag til Patriots vendte han tilbage og gjorde sig til navnet på alle Jets-fansene læber. Den unge receiver greb seks bolde for 103 yards og scorede karrierens første NFL-touchdown. Cooper så elektrisk ud, når han løb sine ruter, og det var tydeligt, at veteranen Geno Smith havde et godt øje til den unge angrebsspiller.

Jets møder i denne spillerunde Miami Dolphins, der som nævnt tidligere har haft problemer med at stoppe modstandernes kasteangreb.

Får vi en ny stor præstation fra Cooper?

5. Kommer Rams tilbage på sporet?

De to Los Angeles-klubber må være sæsonens to største skuffelser. Chargers er sejrsløse, mens Rams, der var tippet som de helt store Super Bowl-favoritter, blot har vundet to af seks kampe og står nu med en mindre skadeskrise.

Den dygtige defensive tackle Poona Ford er ude resten af sæsonen, mens kollegaen på den defensive linje, Kobie Turner, er ude den næste måned. Også angrebsmæssigt er der problemer, da Davante Adams forventes ude i mindst halvanden måned med en baglårsskade. Rams mistede også den kicker, de lige havde skrevet kontrakt med, da Blake Groupe rev sit korsbånd over i det overraskende nederlag til Cardinals. Med et angreb, der ikke ser ud til at være helt synkront og et skadesramt forsvar, er der store problemer for Rams.

Kampen mod Cardinals burde have været en oplagt mulighed for at vende skuden, men den slog fejl. De får endnu en kamp, som de burde vinde, når de denne runde møder et tidligere Los Angeles-hold, nemlig Raiders, i Las Vegas. Raiders har tabt tre kampe i træk, men har virkelig formået at bide fra sig mod andre Super Bowl-aspiranter som Chiefs og Bills, som begge kun formåede at slå Raiders med tre point.

Kan Rams komme tilbage på sejrstavlen, eller glider de dybere ned i mørket? 

Næste side: Skuffelse i NFC East, sublime Ja’Marr Chase og tamme Broncos