
Los Angeles Chargers’ stjernespiller Derwin James har skrevet under på en treårig aftale, som gør ham til den bedst betalte safety i NFL.
Derwin James har sat en ny standard for, hvor meget en safety kan tjene.
Den 29-årige forsvarsstjerne har indgået en treårig kontraktforlængelse med Los Angeles Chargers, som potentielt kan indbringe ham i omegnen af 490 millioner danske kroner ($76.5 mio.).
Dermed passerer James sin safety-kollega i Baltimore, Kyle Hamilton, som den bedst betalte safety i NFL.
Derwin James havde bare et enkelt år tilbage af sin hidtidige aftale, så det var en topprioritet for Chargers at lande en kontraktforlængelse med deres forsvarsprofil inden sæsonstart.
Efter et par middelmådige sæsoner har Derwin James genfundet sin All Pro-form under Jim Harbaugh og hans nu forhenværende defensive koordinator Jesse Minter.
Harbaugh og Minter har fået maksimalt udbytte ud af James’ alsidighed, og de har i højere grad benyttet ham som nickel-spiller end som decideret safety. Fra denne position har James brilleret i mandsopdækningen, i presspillet og i løbeforsvaret.
Som følge er Derwin James både blevet udnævnt til All Pro-holdet og stemt i Pro Bowl i de seneste to sæsoner.
Samlet set står Derwin James noteret for 98 kampe i Chargers-uniformen, hvori han har leveret 684 tacklinger og 19 sacks, mens han også har fremtvunget seks fumbles og 12 interceptions.
I den forgangne sæson leverede James 94 tacklinger, to sacks og fire turnovers (en fumble og tre interceptions).








