
Atlanta Falcons skal igen spille en kamp på udenlandsk græs, det meldte NFL ud onsdag.
NFL kom med flere udmeldinger onsdag angående deres internationale kampe i 2026.
Først og fremmest kunne de fortælle, at der er en to-årig aftale på plads med München og Allianz arena, og senere blev der så sat navn på ét af de hold, der skal vise sig frem for et udenlandsk publikum i 2026.
Atlanta Falcons er nemlig udpeget som hjemmehold til en international kamp i 2026. Sted, dato, tidspunkt og modstander bliver offentliggjort på et senere tidspunkt. Og det er heller ikke sikkert, at det rent faktisk bliver i Europa.
NFL spiller måske helt op til 10 kampe udenfor USAs grænser til næste år, og der ved vi allerede følgende:
– Melbourne, Australien får en kamp. Rams er hjemmehold, Eagles den formodede modstander.
– Rio de Janeiro, Brasilien får en kamp. Der er ikke sat navn på hold endnu.
– Mexico City, Mexico får en kamp. Der er ikke sat navn på hold endnu.
– München, Tyskland får en kamp. Der er ikke sat navn på hold endnu.
– Der er tre kampe i London. Her ved vi, at Jaguars spiller på Wembley.
– Og så skulle en Saints-hjemmekamp i Paris være så godt som sikker.
Atlanta Falcons har stor erfaring med at spille i Europa, og således bliver 2026-kampen den femte grundspilskamp, Falcons har spillet uden for USA. Holdet har tidligere spillet i London (2014, 2021 og 2023) og senest i Berlin i november, hvor de tabte i overtime til Colts.
Det bliver den tredje “hjemmekamp” for Falcons i 2026, efter de både 2014 og 2021 også opgav en hjemmekamp i Atlanta for at spille internationalt.








