Overtidsdrama i Berlin

0

Indianapolis Colts og Atlanta Falcons udkæmpede et episk opgør i Berlin, og vi måtte ud i forlænget spilletid, før Colts sejrede.

Indianapolis Colts og Atlanta Falcons leverede et vaskeægte drama, da de spillede den første grundspilskamp nogensinde i Berlin foran 72.203 tilskuere på Olympiastadion.

Berlin-kampen bølgede frem og tilbage, og begge hold nåede at bringe sig foran i kampens døende minutter. Til syvende og sidst var det Indianapolis Colts, som trak det længste strå. Colts vandt med 31-25 efter forlænget spilletid og er nu 8-2 for sæsonen.

Det var naturligvis Jonathan Taylor, som afgjorde kampen. Taylor, som vi kommer tilbage til senere, scorede det kampafgørende touchdown i overtiden, da han fintede flere Falcons-forsvarsspillere og sendte Colts-fansene i ekstase.

Forspildte Falcons-muligheder

Raheem Morris’ forsvar gjorde ellers, hvad de kunne for at afgøre kampen. Kaden Ellis var her, der og alle vegne, og den erfarne linebacker sluttede opgøret med seks tacklinger og 1,5 sacks.

Jessie Bates fremtvang også en interception kort tid før pausefløjtet, da han læste Daniel Jones’ kast til perfektion. Det var Bates’ anden interception i sæsonen.

Atlanta Falcons’ to unge førsteårsspillere Jalon Walker og James Pearce Jr. viste også glimt af deres store potentiale. De to kombinerede for et sack og en fumble af Daniel Jones, da Colts ellers var i scoringsafstand. Falcons’ forsvar sluttede kampen med syv sacks og to forcerede turnovers.

Men Atlanta Falcons’ angreb kunne ikke udnytte de mange store spil af forsvaret. Micahel Penix Jr. sluttede opgøret med beskedne 177 kastede yards, og Falcons-angrebet konverterede ikke en eneste tredje down i opgøret.

Historiske Jonathan Taylor

Der var på forhånd lagt i kakkelovnen til en runningback-fest, da både Jonathan Taylor og Bijan Robinson skulle løbe om kap på Olympiastadion.

Det var Jonathan Taylor, som klarede sig bedst af de to profiler. Taylor løb for 244 yards og scorede tre touchdowns – deriblandt et 83-yard langt touchdown i slutningen af fjerde quarter, som kortvarigt bragte Colts foran og betød, at han skrev historie.

Med scoringerne har Jonathan Taylor (66) nu overgået Edgerrin James (64) som dén spiller, der har scoret flest løbede touchdowns i Indianapolis Colts’ historie.

Hola Madrid

Med Berlin-kampen veloverstået er der kun én europæisk kamp tilbage i 2025-sæsonen. Og det bliver ligeledes en historisk affære.

For første gang nogensinde gæster NFL den spanske hovedstad Madrid, når Washington Commanders og Miami Dolphins mødes på det legendariske Santiago Bernabéu næste søndag.

Gul Klud og Football Travel har skaffet ekstra billetter til den historiske kamp, så du kan stadigvæk nå at komme med. Du finder alt, du skal bruge lige her.