
Paris er næste skud på stammen af internationale NFL-byer, og New Orleans Saints spiller der måske allerede til næste år.
Tirsdag smed New Orleans Saints præsident Dennis Lauscha lidt en bombe. Han fortalte, at klubben forventer at spille en grundspilskamp i Paris, måske allerede i 2026.
Forhandlingerne mellem NFL og de lokale myndighederne i Paris er allerede langt fremme, og Lauscha kunne fortælle, at han regner med, at aftalen snart bliver færdiggjort.
“I løbet af de næste par uger kan I måske høre, at vi skal spille en kamp internationalt, og den kamp kan være i Paris” sagde Lauscha lidt kryptisk til en større forsamling. Det skriver Jeff Duncan fra sitet nola.com. “Vi har rettighederne til Frankrig og Monaco, så det giver rigtig god mening, synes vi. Vi er virkelig spændte på den mulighed.”, fortsatte han.
Stade de France får NFL-kampen
Knap har NFL færdiggjort sine internationale kampe i 2025 med nye byer som Dublin, Berlin og Madrid på tapetet, før Europas næststørste by Paris kommer i spil. Det vil i givet fald blive et helt nyt kapitel og et helt nyt marked for NFL.
Det navnkundige Stade de France, der både er hjemmebane for det franske fodbold- og rugbylandshold og har en kapacitet på over 80.000 tilskuere vil blive værtsstadion for NFLs første kamp i Frankrig.
Og en kamp i 2026 vil give god mening. Det er nemlig 250 års jubilæet for USAs uafhængighed i 1776, og Frankrig har som bekendt doneret The Statue of Liberty til USA. Landets måske mest berømte vartegn.
Måske 10 internationale kampe i 2026
2025 markerede NFLs største internationale engagement med syv kampe udenfor USA. Én i Brasilien og seks i Europa. Angiveligt bliver det endnu flere i 2026, hvor NFL måske spiller ni eller ti kampe internationalt.
Vi ved, at der allerede er planlagt en kamp i Mexico, hvor renoveringen af Estadio Azteca endelig er færdig, og hvor VM i fodbold blandt andet kommer forbi. Derudover får Australien sin debut næste år, når LA Rams (og på rygtebasis Philadelphia Eagles) skal krydse klinger på det mægtige MCG i Melbourne.
Ni er det nuværende maksimum for internationale kampe ifølge en NFL-beslutning fra 2023, men NFL-boss Roger Goodell har nævnt tallet 10 i flere sammenhænge. Om det så inkluderer Jacksonville Jaguars årlige kamp på Wembley (som de selv arrangerer udenom NFL), det må vi vente og se, når NFL offentliggør det endelige internationale program efter nytår.
Paris… og Monaco!
Saints-ejer Gayle Benson sagde i sidste uge, at holdet er interesseret i at spille en kamp i Frankrig og eventuelt også afholde en minicamp eller træningslejr i det franske. Måske endda i Monaco.
Og det er ikke i samarbejde med Hr. Hvem-som-helst.
“Vi arbejder på det” sagde Benson i sidste uge. “Vi har mødt Prins Albert og talt om at prøve at lave noget derovre.”
Og Saints har allerede været på besøg i Frankrig. De sendte en delegation med blandt andre Benson, receiver Chris Olave og linebacker DeMario Davis til Paris i juli for at markedsføre og promovere holdet.
Nu venter vi så bare på den endelige melding, om at NFL skal spille en kamp i byernes by.








