Der er topbrag i New England, og både Chiefs og Patriots har spørgsmål at besvare. Derudover bliver vi måske meget klogere på AFC North, mens Jameis Winston skal bevise sit værd. Her er 10 svar vi leder efter i sjette spillerunde.
Sjette spillerunde byder på en lang række fantastiske opgør, og ikke mindst i AFC er der nogle meget interessante topbrag. New England Patriots og Kansas City Chiefs skal begge besvare vigtige spørgsmål, mens Bengals måske endelig kan få bugt med deres onde ånd i form af Pittsburgh Steelers. Vi har fundet 10 svar, vi leder efter i denne spændende sjette spillerunde.
1) Hvad kan Jameis Winston vise i sin første start?
Ryan Fitzpatrick eventyret sluttede i uge fire, da Buccaneers tabte til Bears og indkasserede deres andet nederlag i træk. Efter en bye week er holdet nu klar til at sende Jameis Winston i aktion som kaptajnen på piratskibet. 2018 bliver den fjerde sæson for 24-årige Jameis Winston, og det er snart tid til, at han viser de fremskridt, som giver os en tiltro til, at han kan løfte Buccaneers holdet i fremtiden. De første tre år har Winston været den samme udmærkede spiller, der har gode perioder, men også tager nogle forfærdelige beslutninger, der koster sejre. I år skal han vise mere stabilitet og pålidelighed, og det skal starte mod Atlanta Falcons, der har store forsvarsproblemer.
2) Begynder Colts-forsvaret at falde fra hinanden?
Det startede ganske lovende for Indianapolis Colts’ nye forsvar under defensiv koordinator Matt Eberflus, men de sidste par uger har det været knap så imponerende. I alt er det blevet til 75 point tilladt i de sidste to kampe, og det kunne se ud til, at Colts-forsvaret begynder at vise sit reelle niveau. Det lignede inden sæsonen et hold, der manglede en del forsvarstalent, og lige så snart at et par skader ramte holdet, er det faldet lidt fra hinanden. Med 10 dages pause siden sidste kamp, skal Colts vise, om de kan genfinde et kapabelt forsvar, eller om det bliver en lang sæson med over 30 point tilladt pr. kamp.
3) Fandt Steelers deres forsvar mod Falcons?
Efter en meget svingende start spillede Pittsburgh Steelers deres bedste kamp i søndags mod Atlanta Falcons. Specielt forsvaret leverede en ganske god kamp, hvor de fik stoppet Falcons’ ellers gode angreb. Var det dog et tegn på bedre tider for forsvaret? Eller var det blot et højdepunkt i en ustabil sæson? Det bliver nu testet i et vigtigt divisionsopgør mod Cincinnati Bengals, der har været godt spillende offensivt i denne sæson.
4) Er det her Bengals-hold mentalt stærkere end tidligere år?
Fire sejre ud af fem mulige vidner om en sæson, der for første gang siden 2015 tegner et positivt billede for resten af sæsonen. Specielt holdets mentale styrke virker forbedret, hvilket en sejr i sidste sekund mod Falcons og et 17-points comeback mod Dolphins de sidste to uger vidner om. Nu kommer den ultimative test for Bengals, når de står overfor deres onde ånd Pittsburgh Steelers. Stålbyens mandskab har vundet de sidste seks kampe og 10 ud af de sidste 11 mod Bengals, og de stribede tigre har flere gange haft nogle gevaldige kollaps mod Steelers. Kan de i år gå ud og vise, at de mentalt er sat sammen på en anden måde og potentielt sætte sig halvtungt på divisionen seks runder inde i sæsonen?
5) Kan Browns-forsvaret fortsætte mod en velspillende Rivers?
Hvis vi ser bort fra nederlaget til Raiders, har Browns’ forsvar været virkelig godt spillende indtil videre. Senest var det Ravens, der blev lukket helt ned, hvilket gav Browns deres første sejr på en søndag siden 2015. Mod Chargers kommer deres måske sværeste test til dato, da Saints-angrebet ikke helt virkede til at være en velsmurt maskine tilbage i uge 2. Los Angeles Chargers og Philip Rivers har derimod godt gang i offensiven, og den 36-årige Rivers’ fornemme spil er gået en del under radaren indtil videre. Kan Browns’ aggressive og blitzende forsvar bremse Rivers, der er en mester til at slå blitzes og få bolden hurtigt ud?
6) Hvor langt kan Bills-forsvaret bære dem?
Lad os gøre det klart fra start af. Buffalo Bills har et historisk dårligt angreb. Men holdet har alligevel vundet to af holdets fem første kampe, hvilket er lige så godt som eksempelvis Vikings, Steelers og Packers. Det er ikke mindst grundet et forsvar, der har været virkelig solidt de sidste par uger. Pass rusheren Jerry Hughes har gang i en virkelig god sæson, og bagerst i forsvaret har den unge cornerback Tre’Davious White lukket godt af. I denne uge møder Bills et Texans-angreb med problemer på den offensive linje, og spørgsmålet er, om Bills igen kan drille. Og i sidste ende er spørgsmålet, hvor mange sejre Bills kan hive i land på trods af det elendige angreb?
7) Hvad vil Titans offensivt?
For to uger siden så det udmærket ud for Titans. Holdet var 3-1 og havde lige slået Eagles i en kamp, hvor angrebet og Mariota til sidst vandt dem kampen. Det gav håb om, at holdet var på vej i den rigtige retning efter en vaklende offensiv start, hvor en skade til Mariota retfærdigvis blev brugt som en undskyldning på ustabiliteten. I sidste uge var angrebet dog helt ved siden af sig selv mod Bills, og derfor er det værd at stille spørgsmålstegn ved, om den svingende offensive start var grundet Mariotas skade eller et middelmådigt angreb. I denne uge møder Titans et godt Ravens-forsvar, og det er tid til, at Mariota, LaFleur (offensiv koordinator) og kompagni viser en solid plan.
8) Vil Bortles holde Jaguars fra at komme i gang?
Jaguars er 3-2 for sæsonen, hvilket på ingen måde er dårligt, men alligevel har de sidste tre uger givet nogle bekymringer. Det drejer sig specielt om Blake Bortles, der efter den gode kamp i New England er blevet dårligere og dårligere. Mod Chiefs i sidste weekend var han ganske skrækkelig, og holdet havde reelt aldrig en chance pga. Bortles’ fejl. Ingen forventer storartet quarterback-spil fra Bortles, men han må ikke være så dårlig, at han koster dem kampene, og det har han gjort i to af de sidste tre uger. Mod et udmærket Cowboys-forsvar kan han få problemer igen, hvis han ikke tager sig sammen.
9) Er Patriots-angrebet godt nok til at følge med Chiefs?
Rundens kamp er selvfølgelig braget mellem Kansas City Chiefs og New England Patriots. Chiefs’ angreb har været et af ligaens bedste indtil videre, og det er svært at forestille sig, at de ikke vil sætte en god portion point på tavlen. Spørgsmålet er så, om Patriots’ angreb kan følge med. Den Brady-anførte enhed har ikke været noget særligt i de første fem uger, men måske er den ved at finde sig selv? Løbespillet har set bedre ud med rookie Sony Michel i en større rolle. Derudover har kastespillet fået tilført Josh Gordon og Julian Edelman, hvilket virkede til at give pote mod Colts sidste torsdag. Er det nok?
10) Kan Mahomes og Reid gøre det mod Belichick?
Indtil videre har Chiefs og den unge quarterback Patrick Mahomes ganske enkelt været forrygende, men en kamp mod Patriots i New England er bare noget ganske specielt. Bill Belichick er et forsvarsgeni og er kendt for at gøre det meget vanskeligt for unge quarterbacks. Patrick Mahomes virker dog til at være noget unikt, og Andy Reid er mindst lige så stort et offensivt geni, som Belichick er et defensivt geni. Det bliver forrygende underholdning.
Quarterbacks 25 and under are 1-41 all-time in regular season games played in Gillette Stadium.
The only QB 25 or younger to win one?
Colin Kaepernick, 2012.@gmfb pic.twitter.com/aHhMMwZ3T8
— Peter Schrager (@PSchrags) October 12, 2018
Bad news for Patrick Mahomes as he makes his 7th career start Sunday against the Patriots: The last 10 QBs with 10-or-fewer career starts prior to starting against the Patriots went 0-10 with 9 TD and 11 INT.
Courtesy @NFLResearch— Dan Hellie (@DanHellie) October 10, 2018







