Hvordan ser Ravens ud med Robert Griffin ved roret? Er der stadig noget tilbage i Beastmode? Og hvilken attitude kommer Browns ud med? Årets sidste spillerunde står for døren, og her er 10 ting, vi håber at få svar på i 17. spillerunde.

1) Vil Browns resignere fuldstændigt og sende Kitchens ud i uroligt vand?
Browns’ sæson har været en stor skuffelse forventningerne og truppens talent taget i betragtning. Freddie Kitchens har vaklet meget af sæsonen, og den sidste måned har budt på en del uro i truppen. Tre af de sidste fire kampe er blevet tabt, og kun en sejr på hjemmebane over Cincinnati Bengals holder Browns fra en katastrofal december. Med den potentielle utilfredshed med Kitchens i spillertruppen, hvordan kommer holdet så ud til den sidste, reelt ligegyldige, kamp i år. Vil holdet levere en koncentreret præstation og slå NFL’s dårligste hold i år? Eller vil holdet komme ud med en lad attitude og måske endda tabe til Bengals. Hvis det sidste er tilfældet, så er det næppe et godt tegn for Kitchens fremtid.

2) Kan Flores og O’Shea bruge deres kendskab til Patriots’ forsvar?
Patriots slog Miami Dolphins med 43-0 i anden spillerunde, men Dolphins-mandskabet er blevet markant bedre siden da. Angrebet har i den sidste halvanden måneds tid leveret flere gode præstation, og Ryan Fitzpatrick og Devante Parker har begge vist gode takter. Derfor er det interessant, om Dolphins’ trænerstab, der har udpræget kendskab til Patriots’ tendenser og system, kan bruge den viden til at finde nøgle bløde punkter på forsvaret. Brian Flores var Patriots’ defensive koordinator sidste år, mens Chad O’Shea var wide receiver-koordinator og red zone-koordinator. Måske kan de hive et par formationer eller spilkald op ad lommen, som kan fange Patriots på det forkerte ben. Og hvis de kan det, kan du tro, at Chiefs, Ravens, Texans og Bills ser med.

3) Vil Chiefs-forsvaret fortsætte de gode takter?
En af de oversete historier den sidste måned til halvanden har været, hvordan Chiefs’ forsvar stille og roligt er blevet bedre og bedre. Løbeforsvaret er ikke hullet som en si, som det var tidligere på året, og holdets secondary spiller rigtig godt. Safety-duoen med Juan Thornhill og Tyrann Mathieu virker virkelig til at have fundet samarbejdet og begge har vist sig som playmakere de sidste par kampe. I uge 17 møder holdet Chargers og Philip Rivers, hvor sidstnævnte muligvis kunne spille sin sidste kamp i NFL-karrieren. En opsat Rivers er aldrig let at håndtere, så det bliver en god sidste test for Chiefs inden slutspillet.

4) Hvordan ser Saints’ secondary ud?
Saints’ forsvar har ikke været så stærkt på det seneste, hvor skader har ramt den defensive linje og holdets secondary er blevet udstillet lidt i perioder. Derfor hentede holdet også erfarne Janoris Jenkins ind i sidste uge. Mod Titans spillede han kun 27 snaps, men man kunne godt forestille sig, at han var tiltænkt en større rolle med en ekstra uge i systemet. Hvordan, rollefordelingen bliver, er interessant, når vi skal tænke længere frem for Saints, der må forventes at have store slutspilsambitioner.

5) Hvad er Falcons-spillernes reaktion på, at Dan Quinn får et år mere som træner?
Fredag aften dansk tid fortalte Falcons-ejer Arthur Blank, at han har valgt at beholde træner Dan Quinn og general manager Thomas Dimitroff en sæson mere. Det sker ovenpå et par skuffende sæsoner, og især sæsonstarten i år var en katastrofe. Holdet var 1-7 ved halvvejspunktet, og selvom holdet har fået rettet op på kursen og nu er 6-9, så er det måske en lille overraskelse, at Quinn får et år mere at forsøge sig i. Med den fine stime den sidste måned, så bliver det næppe tilfældet, men hvad nu hvis, at Falcons kommer ud og leverer en super tam indsats og taber til Buccaneers her i uge 17?

6) Er Giants-angrebet giftigt nok til at overraske mod Eagles?
Saquon Barkley er tilbage i storform efter en sæson plaget af skader. I sidste uge havde han næsten 300 yards sammenlagt, og Giants-angrebet viste i den grad tænder med Daniel Jones tilbage fra en kort skadespause. Jones kastede for fem touchdown, og Giants har nogle rigtig solide våben i form af Sterling Shepard, Golden Tate og rookies Darius Slayton og Kaden Smith. Det er ikke et talentfattigt angreb, og der er bestemt en chance for, at de kan drille et svingende Eagles-forsvar. For mig er det en af ugens mest interessante kampe.

7) Hvordan ser Ravens’ angreb ud med Robert Griffin?
Baltimore Ravens har allerede sikret sig førsteseed i AFC, og derfor vælger holdet at spare en håndfuld nøglespillere heriblandt holdets quarterback og ligaens MVP, Lamar Jackson. Det betyder spilletid til Robert Griffin, og det bliver meget interessant at se, hvordan han præsterer mod et godt Steelers-forsvar. Både på et personligt plan for Griffin, der ikke fik den karriere, som mange havde troet efter hans lovende rookie-sæson for Redskins, men også med overordnede briller på Ravens-angrebet. Hvordan ser Ravens’ angreb ud, når de ikke har den elektriske freak, Lamar Jackson, som quarterback? Er deres løbeangreb stadig potent? Ændre systemet sig mærkbart? Det vil være et interessant studie i Lamar Jacksons indflydelse på et angrebs udformning.

8) Vil Steelers mønstre noget der bare minder om et angreb?
Der er stadig en chance for at nå slutspillet for Pittsburgh Steelers, men deres angreb er helt kollapset den sidste måneds tid. Den gode historie i form af Duck Hodges har vist, at han trods alt kun var en undrafted free agent rookie quarterback, og de sidste to kampe har været tæt på katastrofale. Derfor blev han også bænket til fordel for Mason Rudolph i sidste uge, men desværre for Rudolph blev han skadet, så nu er det Hodges igen mod Ravens. Hvis Steelers skal håbe på slutspillet, eller håbe på at gøre noget som helst væsen af sig i et potentielt sluspil, så skal der mere offensiv produktion til.

9) Kan Derek Carr levere i en kold kamp?
Steelers og Titans ligner favoritter til det sidste wild card i AFC, men Oakland Raiders har også en chance, hvis både Steelers og Titans taber, samt et par andre resultater går deres vej. Det kræver dog også en sejr over Denver Broncos på udebane, og vejret ser ud til at blive dejlig koldt. I sin karriere er Derek Carr 0-5 med 166 yards/kamp, 4 touchdowns og 6 interceptions samlet i kampe, hvor temperaturen er under 4,5 grader celsius, og vejrudsigten til søndagens kamp forudser cirka 0 grader celsius. Carr skal altså bryde en stime og vise, at han kan finde rytmen i det kolde Denver.

10) Hvordan ser Marshawn Lynch ud i sin comeback-kamp?
Seattle Seahawks trak de fleste overskrifter i midtugen, da de overraskende hentede den 33-årige runningback Marshawn Lynch tilbage til holdet. Efter skader til Chris Carson og C.J. Prosise manglede holdet pludselig runningbacks, og “Beastmode” kender kulturen og systemet i Seattle. Nu er spørgsmålet bare, om den fysiske runningback stadig har noget tempo i stængerne. Det havde nok været rart med nogle kampe til at finde formen, men det er allerede alvor i søndagens brag mod San Francisco 49ers. Vinderen tager divisionen, mens taberen må nøjes med et wild card og sandsynligvis udebane gennem slutspillet. Hjemmebanefordel i slutspillet betyder rigtig meget, så en god Beastmode-præstation allerede i hans første kamp, ville betyde meget.