Der er lagt i kakkelovnen til et brag af et opgør, når Atlanta Falcons skal forsøge at revanchere sig mod Seattle Seahawks, der bankede Detroit Lions i sidste weekends Wild Card-runde.

Divisionsrunden kaldes ofte for den bedste i løbet af NFL-sæsonen, og det er med god grund. Vi har kun de otte bedste hold tilbage, og mandskaberne duellerer både lørdag og søndag, hvilket bare lægger op til en fornøjelig weekend. Med 2016 Wild Card-rundens overraskende lave niveau i baghovedet kan vi roligt kalde lørdagens opgør mellem Atlanta Falcons og Seattle Seahawks for slutspillets første reelle duel – og vi på Gul Klud glæder os!
Holdene udkæmpede – måske? – sæsonens hidtil mest dramatiske kamp, da de mødtes i sjette spilleuge, hvor Seattle Seahawks løb med sejren efter et kontroversielt no-call på en ellers åbenlys personlig fejl begået mod Julio Jones i kampens døende sekunder. Kaldet – eller mangel på samme – sendte Dan Quinns pis i kog, og den tidligere Seahawks-træner overfusede efterfølgende dommerholdet. Der er rigeligt med argumenter for at vi kan vente os et lignende drama, når Matt Ryan og co. tager imod Russell Wilsons slutspilsvante Seahawks-mandskab.
Presset er på Matt Ryan
Det er ingen hemmelighed, at Kyle Shanahans angreb har båret Falcons-holdet gennem 2016-sæsonen, hvilket senest har gjort Shanahan til et glødende varmt træneremne hos adskillige NFL-hold. I første omgang må den 37-årige offensive koordinator dog fokusere på sit holds videre avancement, for der er ikke meget, der tyder på, at forsvaret er i stand til at supplere angrebsenheden på lige fod.


Således har Dan Quinns forsvar tilladt sjetteflest points i 2016, og måtte senest vinke farvel til sin fremmeste forsvarsspiller, da cornerback Desmond Trufant måtte udgå for sæsonen med en skulderskade i slut-november. Uden sin uerstattelige “shutdown corner” må andetårsspilleren, Vic Beasley, betegnes som Falcons’ vigtigste forsvarsspiller. For efter en relativt svag rookie-sæson har Beasley nu indfundet sig i NFL, og det har ført til en forrygende sæson med 15,5 sacks og seks forcerede fumbles som følge, hvilket er flest i hele ligaen. Til sammenligning opnåede Von Miller 13,5 sacks og tre fumbles, hvilket beviser Beasleys fænomenale sæson!
Således er det utopi at forestille sig et Falcons-forsvar uden Vic Beasley. Talentet er der ganske givet ikke, og det betyder, at Dan Quinn må trække på sin forudgående viden om, hvordan Seahawks-angrebet bedst bremses, hvis Atlanta på nogen tænkelig måde skal kunne holde styr på Russell Wilson, Thomas Rawls og Doug Baldwin. Løbet skal stoppes, og Russell Wilson skal jages; selv når han leverer sine mirakuløse houdini-spil.


Dermed er presset på Matt Ryan, som – historisk set – har haft det ualmindeligt svært i slutspillet. Meget à la Cincinatti Bengals med Andy Dalton ved roret har Atlanta Falcons oplevet stor succes under Matt Ryans ledelse i grundspillet, men samtidig har holdet haft svært ved at tilsvare successen, når det virkelig gælder: i slutspillet. Matt Ryan har således fire slutspilsnederlag og blot en enkelt sejr på sin samvittighed, og det mentale aspekt kan meget vel blive relevant mod et slutspilsvant Seattle Seahawks-mandskab.
Alligevel synes Falcons-angrebet at være anderledes indstillet i år. Matt Ryan indtræder slutspillet efter et personligt rekordår (4944 yards, 69,9% completion rate, 28 touchdowns, blot syv interceptions og en NFL-høj passer rating på 117.1), hvortil han er blevet udnævnt til AP’s All Pro holds startende quarterback foran profiler som Tom Brady og Aaron Rodgers. Ydermere råder han over fantastiske våben i form af ligaens bedste receiver – sorry Antonio Brown – Julio Jones og en suveræn running back-duo; Devonta Freeman og Tevin Coleman.
Jeg vil se Matt Ryan presse Seattles forsvar, som mangler Earl Thomas i det bagerste geled. Kyle Shanahan skal turde kalde de dybe kast og satse på de store spil, som Falcons har været bedst til i NFL i 2016. Ligeledes skal Tevin Colemans og Devonta Freemans evner i luftspillet udnyttes til fulde, hvorved Falcons kan angribe og stresse Seahawks’ linebackere.


Fysisk angrebspil skal vise vejen… Men hvad kan forsvaret stille op uden Earl Thomas? 
Hvis Seattle Seahawks skal matche Matt Ryan og co. scoringsmæssigt, så er det yderst bekvemt, at holdet genfandt sin offensive identitet i sidste weekends 26-6-nedsabling af Detroit Lions. Angrebet spillede med en fysisk tilstedeværelse, som vi ikke har set siden Marshawn Lynch-tiderne, hvor Seahawks vandt Super Bowl XLVIII.


Thomas Rawls præsterede således 27 løb for 161 yards, hvoraf 72 af disse i bedste beast mode-stil kom efter kontakt, og en enkelt scoring. Seahawks får brug for en lignende præstation fra den 23-årige running back, som har døjet med skadeskvaler i løbet af 2016-sæsonen, hvis mandskabet skal gøre sig forhåbninger om endnu en NFC-mesterskabskamp. Seahawks præsterede også hele tre scoringer via løbespillet, da de senest slog Atlanta Falcons og med C.J. Prosise ligeledes tilbage, bør vi forvente en tung dosis fysisk, Seahawks-football.


Løbeangrebet gør også Russell Wilson bedre, og den 28-årige quarterback har desuden – og modsat Matt Ryan – en flot slutspilsstatistik på sit CV (8-3 i slutspilsregi). Med et dominerende løbespil vil Wilson også få bedre tid i lommen, da Falcons vil være nødsaget til at skifte personale herefter. Det vil betyde færre eksplosive pass rushere, og det ville være bekvemt for Seattle, der råder over en håbløs offensiv linje.
Med mere tid på bolden vil Wilson være i stand til at udnytte sine fantastiske våben i form af Doug Baldwin, Jimmy Graham og Paul Richardson, der senest leverede en brandkamp mod Detroit Lions i form af to vanvittige cirkus-catches. Hvis løbespillet bliver etableret vil vi med al tydelighed vidne tabet af Desmond Trufant, og dermed kan Wilson boltre sig.


Seahawks-forsvaret leverede ganske vist uden ligaens sikreste bagerste skanse, Earl Thomas, men “The Legion of Boom” står nu over for sin hidtil sværeste test. Med et forrygende løbeangreb og en unik evne til at levere de dybe kast og derved store spil indeholder Falcons-angrebet alle de ingredienser, der skal til for at udstille sin sårede modstander.
Earl Thomas’ erstatning, Steven Terrell, vil således være under massivt pres, og kampen kan meget vel tænkes at blive afgjort på en personlig opdæknings- eller kommunikationsfejl af netop Terrell, når Matt Ryan før eller siden kaster dybt.
I den forbindelse er det ligeledes afgørende, at Michael Bennett, Cliff Avril og resten af Seahawks’ defensive front 7 fortsætter med at stoppe løbespille for dermed at eliminere det overraskende moment i form af et play-action-spil, hvor Ryan får mulighed for at kaste dybt og dermed udnytte Thomas’ fravær. Enheden er således syvendebedst mod løbet i NFL, og senest de to hold mødtes blev Freeman og Coleman holdt til sølle 50 yards. I mine øjne er det altafgørende for Seahawks’ sejrsmuligheder, at forsvaret leverer en lignende præstation.
Richard Sherman vs. Julio Jones 2.0 
Uanset om Pete Carroll vælger at lade Richard Sherman skygge Julio Jones eller ej, så kan vi se frem til en fantastisk indbyrdes duel mellem superstjernerne. Det er fuldkommen utænkeligt, at Matt Ryan ikke kaster i Julio Jones’ retning i løbet af kampen; modsat Matthew Stafford, der ventede indtil fjerde quarter i sidste uges slutspilsopgør, før han testede Sherman.
Den åbenmundede cornerback med rødder fra Compton, Los Angeles, har også en personlig revanche til gode mod Julio Jones efter det seneste opgør, hvor sidstnævnte brændte Sherman for 139 yards og en scoring. Dette er til trods for, at netop Richard Sherman slap afsted med en tydelig pass interference på Julio Jones i kampens slutfase, som i sidste ende kostede Falcons sejren. Summa summarum: der er lagt op til et konge match up.


Vigtige skader
Efter en fri-uge er Atlanta Falcons “fit for fight” og uden nævneværdige skader; foruden Desmond Trufant, som dog har været ude siden november. Det samme kan siges om gæsterne, som har førnævnte C.J. Prosise tilbage efter en skulderskade, og dermed også er nogenlunde skadesfrie. Dog er tabet af Earl Thomas fortsat overskyggende, og hans fravær ville skade ethvert (!) forsvar i NFL.
Endelig vurdering 
De to hold mødtes senest i slutspillet i 2012, hvor værterne trak det længste strå med en sejr på 30-28, i én af de bedste slutspilskampe jeg nogensinde har set. Som nævnt indledningsvist – og som antydet gennem optaktsartiklen – så forventer jeg et lignende drama, hvor kampen først bliver afgjort i slutfasen. Derfor går jeg med Atlanta Falcons til at vinde 30-27, da jeg stoler på, at Falcons-angrebet kan levere i de døende minutter til at sætte en potentielt kampafgørende scoring på tavlen. Tabet af Earl Thomas er simpelthen for vitalt til at ignorere, når sæsonen er på højkant – og endda mod et angreb så eksplosivt som Falcons’.

RELATEREDE ARTIKLERMERE AF SAMME FORFATTER