New York Giants har fritstillet kicker Josh Brown, efter han i sidste uge indrømmede voldelig adfærd mod sin kone.

NFL blev for en uge siden ramt af en ny volds-skandale, da New York Giants-kicker Josh Brown fortalte politiet, at han ved flere lejligheder havde udøvet vold mod sin kone.

Det har Giants nu taget konsekvensen af ved at fyre Brown, der havde karantæne i sæsonens første kamp på grund af mistanke om netop hustruvold. I begyndelsen af sagen udtrykte holdets bestyrelse ellers sin fulde opbakning til Josh Brown, men de seneste informationer i sagen har ikke givet New York andre valg end at fyre kickeren. Angiveligt vil holdet støtte ham i at få hjælp for sine problemer.

Kickeren blev sat på NFLs Reserve/Commissioner Exempt List, mens NFL går helt til bunds i sagen for at afgøre, om Brown har spillet sin sidste kamp i ligaen. Specialisten rejste af den årsag ikke med holdet til London i sidste uge.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at fyresedlen var uundgåelig, og spørgsmålet er, om New York Giants ikke skulle have taget beslutningen tidligere.