New England Patriots har måske fundet klubbens næste quarterback.

Er Patriots interesserede i Arizona Cardinals quarterback Josh Rosen, der forventes at skifte klub inden NFL draften sidst i april?

Minnesota Vikings, Miami Dolphins, New York Giants og LA Chargers har alle været oppe at vende som mulige kandidater til at overtage Josh Rosen, men Washington Redskins lader lige nu til at være favorit til at hente den unge quarterback.

Med mindre Patriots pludselig blander sig.

Bill Belichick og co. var ikke specielt interesserede i Josh Rosen i sidste års draft, men med en pris på et 2.-runde valg eller måske Patriots’ pick 32 i første runde af årets draft, er han pludselig attraktiv.

Cardinals valgte Rosen i sidste års draft med pick nr. 10. Han var udset til at blive klubbens quarterback gennem de næste 10 år, men så skiftede Cardinals træner og Kyler Murray skete…

Sidstnævnte er på ingen måder prototypen på en NFL quarterback. Han er – på en god  dag- 178 cm høj og vejer 88 kg. Til gengæld er han er en playmaker, og en af de nymodens quarterbacks, der både kan kaste og løbe selv og er vokset op i et nyt offensivt system med shotgun og read-option.

Rosen er mere stationær og besidder en masse af de traditionelle quarterback-kvaliteter, men passer ikke ind i Cardinals nye træner Kliff Kingsbury’s fremtidsplaner.

Derfor er den 22-årige quarterback nu blevet sat til salg, og hvem højestbydende bliver er stadig usikkert.

Patriots kunne komme med et bud kort før draften, og Rosen ville passe perfekt til Bill Belichick. Han får en ung quarterback, som han og den offensive stab kan modelere, og samtidig en spiller som kun koster omkring 3,5 millioner dollars om året.

Dermed er afløseren fundet for Tom Brady, samtidig med at der er råd til at fokusere på andre dele af holdet. Ergo kan Josh Rosen sagtens blive Patriots næste quarterback!