Begge angreb flyttede bolden godt, men effektivitet i redzone blev det afgørende i den sidste Thanksgiving-kamp mellem Colts og Steelers.

De sidste par uger lignede kampen mellem Steelers og Colts et offensivt festfyrværkeri til at afslutte Thanksgiving. Desværre måtte Colts undvære stjernequarterback Andrw Luck, og med Scott Tolzien som afløser måtte gæsterne fra Steelers påtage sig en stor favoritværdighed.

På trods af en i det store hele velspillende Scott Tolzien, var Lucks fravær specielt mærket i redzone. To gange blev Colts stoppet på 1-yard linjen på fjerde down, og de manglende point gjorde, at de havde svært ved at følge med den velspillende stjernetrio Ben Roethlisberger, Le’Veon Bell og Antonio Brown. I sidste ende vandt Steelers en 28-7 sejr.

Kampen startede stærkt for Steelers, der scorede to hurtige touchdowns på de første to drives. Le’Veon Bell åbnede scoringen, da han fandt endzone fra 5 yards ude, og derefter fandt Ben Roethlisberger sin yndlingsreceiver Antonio Brown på et 25 yards touchdown.

Nede 14-0 var det ikke nogen nem situation for backup Scott Tolzien, men så er det godt, at punter Pat McAfee kan flytte bolden for holdet. Den farverige punter satte nemlig et touchdown op med en 35 yards completion på et fake punt. Tolzien udnyttede den gode fake ved at ramme Donte Moncrief på aftenens eneste Colts-touchdown umiddelbart efter.

Steelers øgede dog hurtigt til 21-7 med endnu et touchdown til Antonio Brown, denne gang på 33 yards. Derefter gik Steelers’ angreb i stå, hvilket gav muligheden for at starte et comeback. Desværre forspildte hjemmeholdet chancen, og hele to gange blev  Colts stoppet på fjerde down fra 1-yard linjen – først lige inden pausen og derefter tidligt i fjerde quarter, og dermed forblev stillingen 21-7

De forspildte chancer endte med at bide Colts bagi, og på deres næste drive kastede en ellers velspillende Scott Tolzien en skidt interception og 5 spil senere havde Ben Roethlisberger flyttet bolden 64 yards ned af banen. Touchdownet gik, selvfølgelig fristes man til at sige, til Antonio Brown, der endte kampen med 5 receptions for 91 yards og 3 touchdowns.

Herfra kørte Steelers kampen hjem til en 28-7 sejr, der ser mere overbevisende ud end spillet på banen. Colts’ forspildte chancer og en del receiver-drops ender med at koste dem, og Colts er nu 5-6 og i en svær situation i kampen om slutspilsbilleterne. Steelers er nu 6-5 og overtager førstepladsen i AFC North, i hvert fald indtil Ravens møder Bengals på søndag.