San Diego Chargers førte med 24-3 efter pausen på udebane mod Kansas City Chiefs. Men hjemmeholdet fik kæmpet sig tilbage og vandt i overtime.

Chiefs var store favoritter inden kampen, men så i starten af opgøret ikke ud som om, de var klar til sæsonstart.

Især runningback Melvin Gordon gjorde det onde ved Chiefs og løb bolden i endzone to gange i første halvleg. Chiefs havde bragt sig foran med 3-0 på et field goal af Cairo Santos, inden Melvin Gordon altså scorede to gange.

Chargers fulgte op med endnu et touchdown af Danny Woodhead inden pausen og gjorde det til 3-24 i tredje quarter.

Men så kom Chiefs-forsvaret endelig igen og begyndte at ligne en enhed, der kan være blandt de bedste i NFL – præcis som forventet.

Samtidig fik angrebet lavet de nødvendige justeringer og begyndte at score stort set efter behag. Og med bare et minut tilbage kom udligningen så til 27-27, og kampen måtte i overtime.

Her vandt Chiefs bolden, og de lod aldrig Chargers få muligheden. På en solid angrebsserie flyttede hjemmeholdet bolden sikkert frem, og på tredje down tæt på endzone kunne Alex Smith så løbe et touchdown til en Chiefs-sejr på 33-27.

Det var i øvrigt det største comeback i holdets historie.