Denver Broncos har haft det svært i de seneste mange uger. Men søndag fik de oprejsning, da de på hjemmebane slog New York Jets med hele 23-0.

Sejren var aldrig i fare for Broncos, der hurtigt kom foran med 10-0, men med til historien om den store sejr hører også, at den kunne have været endnu større – og den eneste grund til, det ikke skete, var fordi Broncos-angrebet stadig havde store problemer med at score touchdowns i redzone.
Tilmed missede Broncos et kort field goal tidligt i kampen.
For Jets kom kampen til at koste mere end bare et nederlag, der så godt som sender dem ud af slutspilsbilledet. Deres chance for at komme blandt de sidste 12 hold i januar er nu kun teoretisk. Men undervejs måtte aldrende quarterback Josh McCown flere gange forlade kampen med en skade. Først i ryggen og siden i hånden. Bryce Petty overtog den tjans, men var ikke imponerende.
Både Broncos og Jets skal se frem mod den nye sæson, og disse sidste uger bliver gode muligheder for at prøve nogle ting af, så man kan være endnu bedre forberedt, når næste sæson går i gang.