Landstræner for Danmarks football-landshold, Lars Carlsen, jubler over, at Hjalte Froholdt er blevet draftet af New England Patriots. Det kan få stor, positiv betydning for sporten herhjemme.

Hjalte Froholdt er i NFL. Hjalte Froholdt er en ‘New England Patriot.’ Hjalte Froholdt kan blive en kæmpe gave til dansk football.

Gul Klud har fanget landstræner Lars Carlsen til en kommentar, og han lægger ikke skjul på, hvor stort det er, at Froholdt er landet hos de forsvarende Super Bowl-mestre.

Se også: Video: Se øjeblikket, da Hjalte Froholdt får opringningen af Patriots

– At Hjalte Froholdt i dag er blevet taget i NFL draften, og så af New England Patriots, er helt fantastisk. Først og fremmest for Hjalte, som kommer til et af de allerbedste hold i NFL, ledet af en af de allerbedste cheftrænere i NFL – og når man kender bare lidt til Patriots, så ved man godt, at cheftræner Belichick er med i alle beslutninger, og derfor også beslutningen om at drafte Hjalte, siger Carlsen og fortsætter:

– Det er virkelig en anerkendelse af Hjalte og et stort udtryk for, at Belichick tror på ham. Derudover kommer Hjalte på holdet med den mest vindende quarterback, Tom Brady, som han endda skal arbejde tæt sammen med og beskytte. Patriots er et hold, der altid præsterer godt og ofte er i spil til Super Bowl. Det bliver helt fantastisk for Hjalte, lyder det fra landstræneren.

Læs også: Analyse: Sådan ligger landet for Hjalte Froholdt

Hjalte Froholdts NFL-eventyr kan også vise sig at give dansk amerikansk fodbold et ekstra boost ifølge Lars Carlsen.

– For amerikansk fodbold i Danmark kan det få betydning på flere områder. Ét er, at colleges vil få øjnene op for Danmark, hvilket vil give flere spillere mulighed for at komme på college. Derudover vil den ekstra opmærksomhed omkring amerikansk fodbold gerne gøre det mere synligt, at man kan spille sporten i Danmark – og den synlighed skal vi udnytte til at få flere ind i sporten og til at få flere medlemmer ude i vores klubber, siger Lars Carlsen.