Han har været den helt store stjerne i Dallas i 10 sæsoner, men nu bliver han fyret. Tony Romo bliver ifølge ESPNs Adam Schefter fritstillet torsdag, og bliver dermed dette free agencys mest spændende spiller.


Onsdag aften, dansk tid, fortalte Adam Schefter på Twitter, at Romo havde fået meddelelsen om, at Cowboys vil fritstille ham i løbet af torsdagen.
Med Dak Prescotts succes i den forgangne sæson, kommer det ikke som den store overraskelse, at Cowboys lader Romo gå.
Alligevel gik der chokbølger gennem Twitter og diverse medier, da det stod klart, at Romo er free agent torsdag klokken 22.
Romo får derfor muligheden til frit at forhandle med de andre hold fra free agencys start i morgen. Der har ellers været snak om et muligt trade, men det bliver altså ikke til noget.
Dette er muligvis en sidste generøs handling fra ejer Jerry Jones, da han dermed giver Romo lov til selv at vælge sit nye hold.


Læs også: Bills beholder Tyrod Taylor på ny aftale
I og med at Romo vil kunne hentes gratis, åbner det pludselig op for endnu flere mulige nye hold. Således kan Bears, Broncos, Browns, Cardinals, Chiefs, Jets, Redskins, Texans og 49ers alle melde sig ind i kampen om Romo. Det forventes dog, at Romo går efter et hold, han har chancen for at føre frem til Super Bowl.


Romo havde 3 år tilbage af sin 6-årige kontrakt fra 2014. Med fyringen sparer Cowboys omkring $14 millioner fra den 1. juni, men Romo vil indtil da tælle $24,7 millioner imod lønloftet, ifølge ProFootballTalk.


Tony Romo blev ikke draftet, da holdene havde muligheden i 2003, men skrev efterfølgende han under på en kontrakt med Dallas Cowboys. Her har han været lige siden, og det er blevet til 123 kampe fra start, 34.183 yards, 248 touchdowns og 117 interceptions for den nu 36-årige quarterback.
Læs også: Lions sprænger boksen for Ricky Wagner
I den forgangne sæson blev Romo på grund af skader erstattet af unge Dak Prescott, som imponerede i stor stil. Prescott imponerede så stort, at han holdt Romo på bænken gennem hele sæsonen, og at Romo nu (snart) er fortid i Dallas.