Phillip Dorsett bliver i New England, hvor han har skrevet under på en etårig kontraktforlængelse med Patriots. Der var ellers rigeligt med interesse i ham.

I 2018-sæsonen havde New England Patriots’ et af de tyndeste receiverkorps i NFL, hvor der foruden Julian Edelman ikke var mange profiler.

En, der til tider viste glimt af potentiale, var imidlertid 26-årige Phillip Dorsett, og ham lader Patriots heller ikke gå, selvom hans kontrakt stod til at udløbe onsdag.

Ifølge Ian Rapoport har Dorsett sat sin signatur på en ny etårig aftale. Kontraktforholdene kendes dog endnu ikke.

Den hurtige receiver havde ellers adskillige andre bejlere. Mark Daniels, der dækker Patriots for lokalmediet Providence Journal, skriver, at hold som Tampa Bay Buccaneers, Seattle Seahawks, Houston Texans og New York Giants var interesserede i Dorsett.

Dorsett startede karrieren hos Indianapolis Colts, der valgte ham i første runde af NFL-draften i 2015. I Indianapolis blev han dog ikke en succes og allerede i 2017 sendte de ham videre til Patriots i bytte for quarterbacken Jacoby Brissett.

I 2018 greb Dorsett 32 bolde for 290 yards og tre touchdowns, men han greb også et touchdown i Patriots’ to slutspilskampe mod Los Angeles Chargers og Kansas City Chiefs.