Tom Brady virker begejstret ved tanken om, at Patriots skulle drafte Louisville-quarterback Lamar Jackson. Den forsvarende MVP kalder vinderen af Heisman-trofæet i 2016 for “et bæst” på Instagram.

New England Patriots har alle muligheder for at gøre stort væsen af sig i NFL Draften, der begynder præcis to uger fra i dag. Med to førsterundevalg kan Patriots se efter afløseren til venstre tackle Nate Solder, der nu er at finde i New York Giants, eller forsøge at forstærke det forsvar, der blev kørt over af Nick Foles i Super Bowl-nederlaget.

Men Patriots kan også gå en helt anden vej og vælge arvtageren til Tom Brady. Og den 40-årige quarterback virker allerede til at have udset sig, hvem det skal være. Lamar Jackson, der modtog Heisman-trofæet i 2016 som belønningen for en fantastisk sæson for Louisville, høster i hvert fald pæne ord fra Brady.

***Læs også: Lamar Jackson: Jeg er quarterback

Som en kommentar til et Instagram-opslag fra NFL Network om, at Patriots kunne og måske burde drafte Jackson, skriver Brady, at Lamar Jackson “er et bæst”.

Og når den måske bedste quarterback nogensinde giver dig sin velsignelse, lader du det ikke gå din næse forbi. Derfor fandt Lamar Jackson hurtigt vej til tasterne og skrev: “Den bedste nogensinde har talt”.

Jackson er stort set hos alle eksperter vurderet som den femte bedste quarterback i draften efter Sam Darnold, Josh Rosen, Josh Allen og Baker Mayfield, da han ikke har de samme kvaliteter som kaster. Hans atletiske evner og fart matcher ingen andre på positionen i draften, og mange NFL-eksperter drager også sammenligningen med Michael Vick, når de skal finde en spiller, der minder om Lamar Jackson.

I sine to sæsoner som starter for Louisville producerede Jackson på et uhyre højt niveau, der som tidligere nævnt vandt ham Heisman-trofæet i 2016. Den sæson kastede han for 3.543 yards med 30 kastetouchdowns, 21 løbetouchdowns og ni interceptions.  I 2017 var han næsten lige så god med 3.660 kasteyards, 27 kastetouchdowns, 18 løbetouchdowns og ti interceptions.

Lamar Jackson forventes at blive valgt i den sidste halvdel af første runde og kan derfor blive en mulighed for New England, der har valg nummer 23 og 31.