Efter et par år som værende en af ligaens mest interessante divisioner, er NFC West tilbage i middelmådighedens suppedas. En interessant draft fra flere af holdene kan dog ændre på dette.
 
Draften er overstået, og holdene har fået den seneste talentindsprøjtning. Vi kommer her med vores gennemgang og vurdering af holdenes draft. Vi fortsætter vores gennemgang, og vi er nået til NFC West.
 
Se alle gennemgangene:
NFC North | NFC South | NFC WestNFC East
AFC North | AFC South | AFC West | AFC East
 

San Francisco 49ers 
10 picks

Rd. Pick Hold Spiller College
1 3 49ers (Fra Bears) Solomon Thomas – DE Stanford
1 31 49ers (Fra Seahawks via Falcons) Reuben Foster – LB Alabama
3 66 49ers Ahkello Witherspoon – CB Colorado
3 104 49ers (CS – Fra Vikings via Chiefs) C.J. Beathard – QB Iowa
4 121 49ers (Fra Colts) Joe Williams – RB Utah
5 146 49ers George Kittle – TE Iowa
5 177 49ers (CS) Trent Taylor – WR Louisiana Tech
6 197 49ers (Fra Ravens) D.J. Jones – DT Mississippi
6 202 49ers (Fra Broncos) Pita Taumowpenu – OLB Utah
7 229 49ers (Fra Saints) Adrian Colbert – DB Miami


Bedste værdi: Solomon Thomas, DE, Stanford:

At vælge draftens tredjevalg som den bedste værdi kan umiddelbart være en smule skørt. Regner man derimod med, at holdet fik to tredjerundevalg samt et fjerderundevalg ud af handlen med Bears, der kun sendte dem et valg tilbage, så er det en anden historie. 49ers fik den høst SAMTIDIG med, at de fik den spiller, de ville have taget alligevel. Det er altså genialt. Med Thomas og de to førsterundevalg fra de seneste to år, Arik Armstead og DeForrest Buckner, har 49ers samlet en meget talentfuld, ung defensiv linje. Specielt Thomas og Buckner kan ende med at blive en skræmmende, alsidig duo.
Dårligste værdi: C.J. Beathard, QB, Iowa:
49ers mangler et langsigtet svar på deres quarterbackproblemer, og med Kyle Shanahan ved roret faldt valget i første omgang på CJ Beathard. Der er egentligt meget at være glad for ved Beathard, men tredje runde virker voldsomt tidligt for en spiller, de fleste havde til at gå omkring femte eller sjette runde. Mit største problem er, at Beathard kun en gang på tre år formåede at ende sæsonen en completion-procent på over 60%. Det er ikke godt. Quarterbacken er dog yderst intelligent og døjede med skader, så 49ers håber, at det var det, der begrænsede ham. Beathard var angiveligt den eneste quarterback, som cheftræner Shanahan ville have i draften, så måske jeg tager fejl. 
Samlet vurdering:
John Lynch, holdets nye general manager, kom til fra kommentatorboksen. Alligevel har han strikket en flot draft sammen, hvor man efter min mening ramte fuldstændig plet med de første tre valg. Thomas, Foster og Witherspoon er alle tre meget talentfulde forsvarsspillere, der skal hjælpe holdet tilbage til Harbaugh-dominansen. Derudover fik 49ers også fat i tight end George Kittle i femte runde, et valg jeg er helt vild med. 49ers har for mig haft divisionens bedste draft, på papiret i hvert fald.

Arizona Cardinals
 7 picks

Rd. Pick Hold Spiller College
1 13 Cardinals Haason Reddick – LB Temple
2 36 Cardinals (Fra Bears) Budda Baker – S Washington
3 98 Cardinals (CS – Fra Panthers) Chad Williams – WR Grambling St.
4 115 Cardinals (Fra Patriots) Dorian Johnson – OG Pittsburgh
5 157 Cardinals Will Holden – OT Vanderbilt
5 179 Cardinals (CS) T.J. Logan – RB North Carolina
6 208 Cardinals (Fra Raiders) Ruby Ford – DB Auburn


Bedste værdi: Dorian Johnson, OG, Pittsburgh:

Johnson var set som en af de bedre offensive linjefolk i dette års draft, men en leversygdom betød, at han først blev valgt i fjerde runde. Johnson er trods sin størrelse stadig en atletisk spiller, der kan hjælpe den allerede uhyggeligt dygtige David Johnson i løbespillet. Johnson er lige så god til at blokere i kastespillet, som han er i løbespillet, hvilket aldrende Carson Palmer garanteret vil sætte pris på.
Dårligste værdi: Chad Williams, WR, Grambling St.:
Larry Fitzgerald er stadig fremragende, men ligesom den gør det hos Carson Palmer, begynder alderen nok snart at trykke receiveren. Arizona håber, at Williams fra den mindre Grambling State skole kan løfte noget af den arv. Williams blev valgt i tredje runde på trods af ikke at have modtaget en invitation til scouting combine. Holdets nye receiver dominerede i college og besidder mange imponerende fysiske redskaber, men umiddelbart virker tredje runde en smule tidligt.
Samlet vurdering:
Carson Palmers afløser blev ikke fundet, og i stedet var det tidlige fokus på at opgradere en allerede stærk defensiv. Cardinals har et af ligaens mere kreative og alsidige forsvar, og det er et udtryk, der kun er blevet forstærket i denne draft. Både Haason Reddick og Budda Baker kan dække flere forskellige positioner, og begge er ufatteligt gode atleter. Som Football-fan glæder jeg mig allerede voldsomt til at se Baker, Reddick, Honey Badger, Patrick Peterson, Deone Bucannon og Chandler Jones på samme forsvar.

Los Angeles Rams
 8 picks

Rd. Pick Hold Spiller College
2 44 Rams (Fra Bills) Gerald Everett – TE South Alabama
3 69 Rams Cooper Kupp – WR Eastern Washington
3 91 Rams (Fra Bills via Chiefs) John Johnson – S Boston College
4 117 Rams (Fra Bears via Bills) Josh Reynolds – WR Texas A & M
4 125 Rams (Fra Jets via Buccaneers) Samson Ekuban – OLB Ea. Washington
6 189 Rams Tanzel Smart – DT   Tulane
6 206 Rams (Fra Dolphins) Sam Rogers – FB Virginia Tech
7 234 Rams (Fra Ravens) Ejuan Price – DE Pittsburgh


Bedste værdi: Josh Reynolds, WR, Texas A&M:

Cooper Kupp er det største navn blandt Jared Goffs nye våben, men Reynolds er nok den spiller, som jeg ser som havende bedst værdi. Rams har flere spillere, der er dygtige på de korte og mellemlange ruter, men efter tabet af Kenny Britt til Browns, så mangler holdet en dyb trussel. Det tror jeg, Reynolds kan gå hen at blive. Han mangler måske lidt styrke, men han er en hurtig, høj receiver med lange arme og gode hænder. Det er gode egenskaber når det kommer til de dybe kast.
Dårligste værdi: Gerald Everett, TE, South Alabama:
Everett er en lidt dårligere, mere upoleret version af Evan Engram, der blev valgt af Giants i første runde. Holdets nye cheftræner, Sean McVay, er stor fan af atletiske tight ends og havde stor succes i Washington med Jordan Reed. Everett er lidt af samme støbning som netop Reed. Den unge tight end kan blive en stor gevinst om nogle år, han er i hvert fald en fremragende atlet og har en god tilgang til spillet. Hvor meget han kommer til at tilbyde den næste sæson eller to, er jeg dog i tvivl om.
Samlet vurdering:
Rams kommer væk fra draften med en solid høst, der bestemt var præget af, at man sidste år solgte butikken for at bevæge sig op og vælge Jared Goff. Goff har fået nogle meget tiltrængte våben, mens Gurley har fået en dygtig full back til at blokere for sig. Kan Cooper Kupp genskabe bare halvdelen af sin college-succes kan Goff godt begynde at slikke sig om munden. John Johnson kan blive starter på safety-positionen fra dag 1, men manglende dybdevalg på corner back og måske også den offensive linje kan undre en smule.

Seattle Seahawks
 11 picks

Rd. Pick Hold Spiller College
2 35 Seahawks (Fra Jaguars) Malik McDowell – DT Michigan St.
2 58 Seahawks Ethan Pocic – C LSU
3 90 Seahawks Shaquill Griffin – DB Central Florida
3 95 Seahawks (Fra Falcons) Delano Hill – S Michigan
3 102 Seahawks (CS) Nazair Jones – DT North Carolina
3 106 Seahawks (CS) Amara Darboh – WR Michigan
4 111 Seahawks (Fra 49ers via Bears) Tedric Thompson – FS Colorado
6 187 Seahawks (Fra Jaguars) Michael Tyson – S Cincinnati
6 210 Seahawks Justin Senior – T Mississippi State
7 226 Seahawks (Fra Panthers) David Moore – WR East Central (OK)
7 249 Seahawks (Fra Falcons) Christopher Carson – RB Oklahoma St.


Bedste værdi: Malik McDowell, DE/DT, Michigan State:

Vanen tro tradede Seattle Seahawks ud af første runde, faktisk handlede de ned i draften tre gange inden de valgte Malik McDowell. Selv om jeg stadig er en smule skuffet over, at holdet ikke valgte Ryan Ramczyk eller Forrest Lamp, er McDowell et godt valg. Seahawks havde sidste år stor problemer med at få pres fra deres to defensive tackles, det kan den alsidige McDowell tilføre. Der har været spørgsmål omkring den 20-årige spillers arbejdsindsats, men får Pete Carroll fyret op under ham, har Seattle fået en spiller, der passer perfekt til deres forsvar.
Dårligste værdi: Delano Hill, S, Michigan:
Vi bliver i samme stat for det næste valg, hvor Delano Hill nu skifter Jim Harbaugh ud med Pete Carroll. Seahawks valgte en del defensive backs for at få styr på dybden, og Hill ligner Kam Chancellors reserve. Hill er en fysisk spiller og en sikker tackler, men han har store problemer med retningsskift. Det ligner en god special teams spiller, der måske kan få en rolle, når der er mange defensive backs på banen. Tredje runde er dog tidligt for den type spiller, som Hill umiddelbart bliver i den kommende sæson.
Samlet vurdering:
Seattle endte med at vælge hele 11 spillere i dette års draft, hvoraf seks af de første otte valg var forsvarsspillere. I en svag draft for offensive linjemænd bekymrer det en smule, at Seattle sagde nej til Ryan Ramczyk, Forrest Lamp og Cam Robinson. Når det er sagt, så er der meget at være optimistisk omkring, specielt de første tre valg. Her fik man dækket de største needs med dygtige spillere. Tredjerundevalgene Hill og Nazair Jones virker som spillere, man kunne have fået senere, men de efterfølgende valg af Tedric Thompson og Amara Darboh opvejer i min bog lidt for det. Umiddelbart en solid draft, der tilfører tiltrængt dybde til et forsvar, der havde brug for lige netop dét.